HUGO Awards er Film- og medievidenskabs årlige prisuddeling og show, som hylder den unge, danske filmkunst. Ordet er stolt af igen i år at kunne præsentere et samarbejde og bringe anmeldelser af en række indsendte kortfilm. Årets show finder sted lørdag d. 8. juni på Halvandet på Refshaleøen, og billetter kan stadig købes her.
Dette er anden og sidste del af vores HUGO-skriverier. Du kan læse første del her, hvor Ordets skribenter har anmeldt faktafilm indsendt til årets awardshow.
ALT SOM DØR
Instrueret og ide af Agnes Klevmark, skrevet af Amanda Sandberg Fætten & Karl Bang, produceret af: Monika Satola & Rens Mijnhardt
Den unge Nora (Eline Breitenstein) søger væk fra den norske hverdag og tager alene op til familiens ødegård. Men på trods af sit forsøg på lidt social isolation, ender hun som vidne til en af livets sidste faser. Allerede på vej derop møder Nora den aldrende og syge Hans (Halvard Klevmark), som har taget op for at bruge sin sidste tid med det, han altid har følt sig tættest med: naturen.
Sammen med den unge dansker Karl (Karl Bang) knytter vores tre midlertidige venner bånd over hver deres eksistentielle kriser, mens de finder ro i den smukke natur. Det er en stille, men stærk fortælling, der blandt de norske fjelde får selv dødelig modgang til at se fredelig ud.
Kameraarbejdet i Alt som dør er lige så stor en del af historien om disse tre mennesker, som selve dialogen. Kameraets rolige hvilen på både karaktererne og naturen afslører, uden underlægningsmusik, at dette er en historie om livets gang. Alt er midlertidigt, men som film kan gøre det bedst, bliver det vendt til noget livsbekræftende.
Holdet bag Alt som dør har på 30 minutter formået at tage noget så sårbart som det menneskelige og præsentere det så smukt og fint, at man føler trang til selv at flygte op i de norske fjelde. – Gustav Juhl
POSTEWATER
Holdet bag: Eike Heide, Emilie Maj Nielson, Emilie Kruse, Oliver Moesgaard & Signe Pedersen
Postevand: En helt normal del af danskernes dagligdag. En hurtig måde at slukke tørsten på. Det er ikke noget, jeg har tænkt synderligt meget over eller tænkt på som noget specielt – indtil nu.
Postewater imiterer en reklame, som råbende og overdrivende forklarer, hvorfor lige netop dette produkt skal købes. Helt normale ting som at koge vand eller putte citron i vandet bliver gjort til helt nye fund. Postevand gøres til et produkt, der kan klare alt. Nej, selvfølgelig vil postevand ikke kunne kurere dig, hvis du er på hospitalet, men man bliver da næsten helt overbevist.
Det er blandt andet på grund af Oliver Moesgaards stemme, der så perfekt lægger grundlaget for hele videoen og blander sig med den dramatiske musik. Vandet gøres større end det er, ved at blive sat mod en sort baggrund i helt dramatisk lys.
Humoren skinner perfekt igennem, når vi når til Jesus, der går på vandet – her cutter vi til Emilie Maj Nielson, der pointerer, at ”det jo bare er vand, fra hanen”. Hvor svaret med det samme er: nemlig! Så selvom det tydeligvis er en satirisk reklame, må jeg alligevel indrømme, at jeg er blevet ret tørstig og nok lige tager mig et glas postevand nu. – Alma Wibeck Senderovitz
EN SIDSTE DANS
Medvirkende: Lucas Kruse Kristiansen og Cathrine Boy Ewaldsen. Instruktør: Frederik Fuglsang, Producer: Astrid Davidsen, DoP: Albert Valdemar Stenum og klip: Vega Moltke-Leth
Kind mod Kind formår tit i deres sange at skabe opløftende, men til tider melankolske stemninger. Her skal en musikvideo kunne bære begge dele – især i sangen ”En Sidste Dans.” At skabe en musikvideo, der kan være lige på grænsen mellem de to, er et rigtig godt arbejde.
De medvirkende, Lucas Kruse Kristiansen og Cathrine Boy Ewaldsen, har også en klar kemi. Deres blikke er søgende, og når de danser, er det med følelse. Der er en forelskelse til stede, men også en afstand mellem dem. Man mærker, at relationen nærmer sig mod den ”sidste dans” og en ende på forholdet.
Musikvideoen fanger helt perfekt de følelser, man oplever i et forhold. Det at føle sig til tider helt alene i verden – og det er karaktererne virkelig også. Der er ikke brug for det store, men nærmere en intimitet, mens forsanger Julius Amdisen synger: ”Giv mig lidt tid til at glemme dig, tid før det svinder, for der er så meget liv inden i mig, liv til at give dig lidt endnu …” Imens hans bløde og lyse stemme høres, danser personerne i det legende lys. Og når Kristiansens karakter står tilbage alene og smiler, mærker man det virkelig. – Alma Wibeck Senderovitz
DYGTIG PIGE
Instrueret af Helene Madsen Smed, skrevet af Sara Dhimitri, filmet af Allan Kader, klippet af Mira Thu, produceret af Killjoy Productions, Ane-Kathrine Lamdahl Pedersen & Pelle Folmer
En aften i byen med pigerne falder pludselig og komplet fra hinanden, da en grusom plageånd fra fortiden træder ind på baren. Det, som følger, er en hårdtslående nedbrydning af både samfundets institutioner og en ung kvindes psyke – i bedste Promising Young Woman-stil.
Unge Sara Dhimitri spiller fornemt hovedrollen som Emilie, der har fået nok. Emilie forekommer splitterrasende og dybt såret, uden på noget tidspunkt at virke overdrevent. Og Dhimitri er ikke det eneste, der spiller for Dygtig Pige; udover at være hammeraktuel er kortfilmen også uhyre flot filmet. Hver scene og hver indstilling er både velovervejet og lækkert farvesat.
Det munder ud i en kortfilm, der er lige dele forstyrrende, smuk og katarsisk. – Kim Sidsel Minuva
ENTEN – ELLER
Instrueret af Karen Kirstine Pape Rømø, skrevet og produceret af Frederikke Suzanne Pumnipan Ulriksen, Karen Kirstine Pape Rømø & Rikke Hesselvang, klippet af Rikke Hesselvang, filmet af Frederikke Suzanne Pumnipan Ulriksen
Hvem har ikke prøvet at stikke vennerne eller familien en lille, hvid løgn? ”Hvordan gik jobsamtalen?” spørger de. ”Åh, den gik supergodt!” lyver man og udelader at fortælle, at man sov over sig og gik glip af hele molevitten.
En sådan situation er Vilma (Johanne Sofie Rasmussen) endt i. Hun er kunstner, men ingen gallerier vil vise hendes malerier. Interessen er ikke til stede. I stedet er hun endt i et fleksjob i ældreplejen … og hun elsker det! Men det passer ikke ligefrem ind i moderne karrierekultur – og slet ikke ind med vennegruppen, der alle er kunstnere.
Enten – Eller skildrer den hippe ungdoms version af usikre mænd, der måler pikke, med skarpe karaktertegninger af unge mennesker, der konstant måler sig med hinanden og risikerer at gøre hinanden ondt i processen. – Kim Sidsel Minuva
NATMASKINEN
Instrueret af Jacob Pedersen, skrevet af Julie Augusta Mäkiaho Friis, Jacob Pedersen, Erik Pontoppidan, Andrea Vibenfeld & Frida Lynge Vest, fotograferet af Clemens Tolstrup, produceret af Julie Augusta Mäkiaho Friis & Jacob Pedersen
I NATMASKINEN møder vi en ung kvinde, der, efter en bytur, vågner ved siden af en ung mand fra natten før. Gennem denne korte morgen ser vi de to karakterer navigere det sociale & følelsesmæssige minefelt, der ofte opstår efter et one-night stand.
NATMASKINEN er, på trods af dens storskriftede titel og brug af Daft Punk til musikken, i høj grad en meget rolig, sanselig og flot film. Det visuelle aspekt er især imponerende. Stort set hver indstilling har perfekt lys og er filmet som malerier, der inviterer seeren til at mærke rummet og lede efter detaljer.
Man får så også god tid til at lede efter disse detaljer, da filmen kan føles en smule langsom til tider. Dog er dette ikke et problem grundet de velskudte billeder, den inddragende atmosfære og den generelle subtilitet, den behandler emnet med.
Dette subtile element er kernen i filmen, idet den gennem lyddesign og en kort, men knivskarpt klippet sekvens med øjeblikke fra klubben, formår at skabe de dunkende følelser af en nat fyldt med musik, dans og beslutninger, man måske vil fortryde. Denne etablering af forhistorien er yderst effektiv og uddyber i høj grad filmens kerne.
Men endnu mere imponerende er det, at NATMASKINEN samtidig, gennem hele filmen, skaber et så stille, intimt & smukt billede på morgenen efter og følelserne deri. – Lasse Frisendal
SKAL VI VÆRE KÆRESTER?
Instrueret og skrevet af Aviaja Skotte, produceret af Ida Guld, filmet af Kasper Weng Yade Andersson, klippet af Bjørn Frederik Ottesen & Amanda Bahl
Hvad gør man lige, når ens kæreste fortæller, at hun gerne vil have et åbent forhold? Asger (Nina Rask) finder sig selv i en situation, hvor han en aften i byen introduceres til kærestens kæreste, Alex (Mathilde Lundberg), som han med det samme konkluderer, at han ikke kan konkurrere med.
Skal vi være kærester? udfolder denne aftens dilemmaer og reflekterer over mulighederne og udfordringerne ved både ukonventionelle og traditionelle forhold, hvordan man imødekommer sin kærestes behov, men samtidig er tro mod sig selv. Kortfilmens ganske nuancerede bearbejdning af temaet om åbne forhold er kontrasteret af det mere skarpt stilistiske udtryk, der hele tiden holder fast i filmen og Asgers indre følelsesliv.
Rask leverer en stærk og troværdig præstation af den konfliktfyldte og usikre, men rationaliserende og hengivne Asger, der kun lige formår at virke overskudsagtig nok til at maskere sit gradvist mere knuste hjerte, for eksempel da han spørger om deres fælleskæreste, Kaya (Marie-Louise Rakhee Meisner), skal fungere som skilsmissebarn. Det virker for ham. I hvert fald det meste af tiden. Men øjnene snyder aldrig, og det er Rask, der skal have æren for den særlige emotionelle vægt, der på sin vis skaber hele kortfilmen. – Anna Lucia Dominguez
FANTOM
Instrueret af Marius Sørensen & Magnus Schultz Rasmussen, produceret af August Bybjerg Villensteen, skrevet af Marius Sørensen, filmet og klippet af Noah Nobel-Rieper
Daniel og Jacob, to bedste venner og tidligere uadskillelige som børn, åbner filmen i en scene, der straks fanger deres dybe forbindelse. De lægger hovederne ned i en skovbund fyldt med anemoner, et øjeblik af barndommens uskyld og en tid, hvor intet kunne adskille dem.
Men som livet ofte gør det, skiltes deres veje for 10 år siden. Da Jacob besøger Martin på en anstalt, hvor han har været indlagt, åbner historien sig for en række uventede drejninger.
Med sit afsæt i sci-fi-genren, som ellers er forbundet med værker med knusende ambitionsniveauer og skyhøje produktionsbudgetter, er Fantom et særligt forfriskende bidrag fra hjemmefronten, der tager udgangspunkt i en mere minimalistisk tilgang.
Og netop det minimalistiske udtryk i Fantom er bemærkelsesværdigt. I stedet for overdrevne special effects fokuserer filmen på små, men betydningsfulde detaljer, der skaber en dybde og en følelse af ægthed. Det er en film, der lader historien og karakterernes følelser være i centrum.
Billederne er enestående, med smukke, næsten æteriske kvaliteter, der understreger filmens drømmeagtige stemning. Lydbilledet er ligeledes subtilt, og særligt brugen af musik er med til at styrke den urolige stemning omkring hovedpersonen Daniels indre kamp mellem overnaturlige kræfter og virkelighed.
Fantom er en imponerende dansk sci-fi film, der adskiller sig fra genrens typiske bombastiske fortællinger. Med en minimalistisk tilgang formår filmen at skabe en atmosfære, der helt uden brug af CGI stadig er ganske storslået. – Viggo Sinding
90 TIMER
Skrevet og instrueret af Tim Shaughnessy og Laura Bygum, produceret af Johanne Bie, filmet af Andreas Lunde og klippet af Samuel Alexander Fabricius
90 Timer af Tim Shaughnessy fortæller historien om en småkriminel, ung fyr David (Thomas Karottki), der efter et røveri på en tankstation bliver dømt til samfundstjeneste i en lille kirke i København. Tydeligt er det, at David ikke kun har mistet troen på sig selv, men også nærer problemer med mistillid og altid tror det værste om andre – endda også sin egen mor.
I kortfilmen fortæller Tim Shaughnessy, hvordan David, meget imod sin vilje, knytter et bånd til præsten, Paul (Lado Hadzic), der også kommer til at holde af David, på trods af de mange problemer han fører med sig.
I et af filmens stærkeste momenter, oplever vi, omend kun et glimt, en glædelig forvandling i David. Idet David og Paul på orgel og klaver spiller sangen Still D.R.E., er det en helt anden side af David, vi får et indblik i.
På kun 30 minutter formår Tim Shaughnessy meget nøgternt og habilt at skildre udviklingen i en ung, håbløs fyr, der efter mødet med præsten, begynder at tro på sig selv igen. En fortælling om, at det aldrig er for sent og at der findes mennesker ude i verden, der gerne vil det bedste for dig. Det er ganske rørende at overvære og indgyder en følelse af håb.
Filmen har sågar været nomineret til ”Best First-Time Filmmaker” ved Lift-Off Global Network i London og for ”Best Acting Ensemble” ved Lift-Off Film Festival i New York. Det vil altså ikke være en dårlig ide at holde øje med den unge instruktør. – Bella Juncker
Kommentarer