Af Sidsel Minuva
23-årige Rakel (Kristine Kujath Thorp) lever et ungdomsliv med stort U. Hun deler en lille lejlighed med sin søster, hun fester igennem med både alkohol og svampe og så knepper hun til højre og venstre.
Det er bare ikke så smart, når hun viser sig at være gravid i 7. måned – med en snedig ninjababy, som hun under ingen omstændigheder vil have.
Man kunne frygte, at Ninjababy blev til en konservativ fortælling, hvor en ung kvinde skal lære, at moderskab og graviditet er berigende, og at hun da gerne vil være mor alligevel. Men det er slet ikke filmens mål.
I stedet går Rakels rejse ud på at erkende, at hendes ninjababy er en kendsgerning, der ikke belejligt forsvinder, og at barnet alligevel fortjener så godt et liv som muligt – selvom det har taget røven på hende og vendt op og ned på hendes liv.
Det er både hypermoderne og et friskt pust til moderskabsfortællinger, der alt for tit kører fast i konservativ moral.
Men Ninjababys mest finurlige trick er, at Rakel er kunstner. Hun tegner tegneserier, og hendes tuschstreger og yderst livlige fantasi gennemsyrer filmens visuelle udtryk og fortælling.
Føler hun forelskelsen spire, så løber der streger igennem hende som små gnister. Er hun angst, bliver hendes hænder gennemsigtige og spøgelsesagtige. Og så er Ninjababy (Herman Tømmeraas) bogstaveligt talt en karakter i sig selv.
Han er som både englen og djævlen på Rakels skulder, der stiller spørgsmålstegn ved hendes fjollede beslutninger og konstant plager hende og hendes samvittighed.
Det er en genistreg. Det styrker sympatien for både Rakel og hendes ufødte barn, for det føles som om, man allerede kender og elsker dem begge. Når tingene brænder på – og det gør de – så er man oprigtigt bekymret på deres vegne, og det bliver svært ikke at knibe en tåre.
Det forstærkes også af, at Kristine Kujath Thorp er fuldstændig fabelagtig i rollen som Rakel. Hun er det ultimative, unge spektakel. Alle Rakels nuancer bliver udfoldet i Thorps uhyre effektive skuespil.
I hænderne på en mindre kompetent skuespillerinde kunne Rakel have virket som en flad festabe. I stedet er hun som ungdomskulturens petriskål. Hun og hendes søster har et afslappet forhold til sex, forhold og alkohol, men samtidig er hun en kreativ ildsjæl og en total nørd.
Hun kan ikke udstå tanken om, hvis Ninjababy skulle adopteres ud til en stinkende rig familie, der adopterer fra Norge for at undgå, at barn og forældre har forskellige hudfarver, og hun stikker verbalt til alle med så mange lemmer over kors som muligt. Og der bliver råbt igennem med hele kroppen, når hun banker folk i noget, der ligner Warhammer.
Til sammen er Rakel og hendes fantasifulde pode et finurligt makkerpar, der bærer hele filmen i mål. Måske lyder en anti-mor/baby-fortælling ikke som et oplagt hit i sensommervarmen, men Ninjababy er så godt stykket sammen, at det ville være at snyde sig selv, hvis man ikke nød den i biografen… plus en is og masser af stof til eftertanke bagefter.
Kommentarer