Af Viggo Sinding
I begyndelsen af sin karriere blev den newzealandske instruktør Taika Waititi rost for sin distinkte, bizarre og respektløse form for kiwi-komedie. Dette kom tydeligt til udtryk i film som vampyrmockumentaren What We Do In The Shadows (2014), det humoristiske MCU-eventyr Thor: Ragnarok (2017) og den Oscar-vindende Jojo Rabbit (2019). I det samme år som sidstnævnte blev udgivet, blev Next Goal Wins skudt og optaget. Filmen har siden da svævet rundt i æteren, men repræsenterer nu endelig Waititis seneste skud på stammen.
Baseret på Mike Brett og Steve Jamisons sportsdokumentar fra 2014 med samme navn, handler Next Goal Wins om Amerikansk Samoas fodboldlandshold. Øgruppens hold led et nederlag på hele 31-0 mod Australien i en kvalifikationskamp til verdensmesterskabet i 2001 og havde siden da ikke formået at score et eneste mål. I et forsøg på at ændre denne kurs, ansættes den hollandsk-amerikanske træner Thomas Rongen (Michael Fassbender), hvis opgave bliver at forsøge at redde det ekstremt uegnede landshold. I takt med at Rongens opgave skrider frem, må den fandenivoldske træner erkende, at løsningen ikke blot kan findes i træning; han er nødt til at grave dybere og forsøge at forstå sine spillere og de veje, som deres lokalsamfund bevæger sig ad.
Med en mere legende tilgang til den sande historie og med manuskriptforfatteren Lian Morris fra The Inbetweeners(2008-2010) om bord, kunne man forestille sig, at fortællingen ville levere en underholdende feel-good-oplevelse. Dog er der flere steder, hvor den går forkert, og derfor lykkes det aldrig for filmen at opfylde disse forventninger.
Ligesom i Jojo Rabbit, satser Waititi på humoren som den primære drivkraft. I Next Goal Wins’ tilfælde viser det sig dog at være en fejlsatsning. Hvorfor? Fordi den ikke er sjov, helt ærligt. Humoren følger en håndfuld nøgleelementer, som han har lagt vægt på gennem sin karriere: voksne der opfører sig som børn, børn der opfører sig som voksne og overvægtige mennesker, der udskammes for deres vægt. Og som tiden passerer, står det nu mere klart end nogensinde; denne komiske sfære kræver nytænkning
Mere overraskende er den bemærkelsesværdige casting af Michael Fassbender, en skuespiller kendt for sine dybt seriøse og ikke-komiske roller, som man for øjeblikket kan opleve i David Finchers The Killer (2023). Som den dedikerede og engagerede professionelle skuespiller han er, mærker man tydeligt, at Fassbender arbejder ihærdigt på at levere en komisk præstation. Dog er det lige så tydeligt, at han ikke er på hjemmebane i komediegenren.
Det er udmattende at følge karaktergalleriet, da man aldrig rigtig lærer de mange spillere at kende. Det eneste man får en smule indsigt i, er Rongens forhold til den første ikke-binære FIFA-spiller, Jaiyah, portrætteret af en ellers charmerende og veloplagt Kaimana. Men selv her punkteres momentum i en scene, hvor Fassbenders karakter kræver detaljer om hendes fysiske overgang, og hermed er endnu et komisk lavpunkt markeret.
Next Goal Wins synes at snuble over egne ben og forhindrer sig selv i at udfolde en ellers hjertevarm historie. Den rørende fortælling bliver desværre overskygget af en komisk indretning, der er i uorden, og en række fejlagtige prioriteringer. Man kunne ønske sig mindre af en fejlcastet Fassbender; i stedet burde fokus rettes mod filmens mest fascinerende karakter, Jaiyah, resten af landsholdets karakterer og deres lokalsamfund.
Kommentarer