Af Bella Juncker
Danmark som filmproducerende nation, har et talent for skabe kulturelt akkurate, tåkrummende og ubehagelige film, der rammer plet ind i den danske ånd. Men i en tid hvor dansk film lider under presset fra streamingtjenester og er truet af en økonomisk udfordret kulturindustri, så er der desværre langt imellem de originale ideer i de danske film. Mr. Freeman er dog en forfriskende undtagelse, og den prisvindende instruktør Mads Matthiesen leverer her et stykke dansk kulturhåndværk, der både er medrivende og skiller sig ud fra mængden.
Filmen åbner med 17-årige Simone – en imponerende debutrolle af Lina Lund Jørgensen – der sidder på en café og venter på en date. Hun er tydeligt presset af en indre kamp med selvværdet. Da vi møder hendes familie, forstår vi også straks de udfordringer der presser Simone i hjemmet. Der er en dysfunktionel familiedynamik, især mellem mor (Mia Lyhne) og datter, og der forskelsbehandles på det kraftigste mellem Simone og hendes ”perfekte” lillesøster (Liva Vesterlund).
Mia Lyhne leverer en førsteklasses præstation som den ulykkelige, trivielle, egoistiske og lede husmor, der lader sine egne usikkerheder og frustrationer gå ud over sin ældste datter. Forholdet mellem mor og datter afspejler filmens gennemgående tema om mødet mellem det traditionelle og moderne, der ikke mindst kommer til udtryk i den ældre generations fremmedfrygt.
Da Simone, på trods af hendes mors indvendinger, indleder et online forhold med den mystiske Mr. Freeman fra Ghana (Daouda Keita) tager handlingen en uventet drejning. Snart er det ikke nok med de søde beskeder der udveksles, og Mr. Freeman kommer derfor til Danmark for at besøge hende. Deres kærlighed blomstrer, og Simone bliver gradvist mere selvsikker og selvstændig overfor sin mor, der gør alt for at forpurre forholdet mellem det forelskede par. Hun mistænker med det samme alternative motiver ved Mr. Freemans besøg, og hendes skepsis leveres så overbevisende, at den bliver grobund for vores skepsis.
Filmen balancerer fremragende mellem de personlige konflikter og det overordnende sammenstød af forskellige kulturer, med de fordomme det medfører. Det bunder tydeligt i et stærkt og velskrevet manuskript, der formår at skabe en stemning, som nærmest kryber ud af lærredet og smyger sig fast til publikum. Den anspændte atmosfære, som mange danskere vil genkende fra hverdagen, er uomgængelig og gennemsyrer hele filmen.
Det unge talent der pryder skærmen, er også helt afgørende for filmens succes. Lina Lund Jørgensen er et frisk pust til den danske filmscene, og hun leverer en imponerende præstation som den unge, usikre og naive Simone. Hendes dynamik med både Mia Lyhne og Nicolas Bro som forældre er ubehageligt troværdig, og Jørgensen formår at portrættere sin karakter med en udpræget grad af sårbarhed. Daouda Keita som Mr. Freeman er desuden en kraftfuld tilføjelse, der bringer en ekstra dimension til filmens ellers meget hvide-danske fortælling. Deres kemi skaber en medrivende og atypisk kærlighedshistorie, der gør filmen ganske unik indenfor den danske landegrænse.
Mr. Freeman er en stærk og ærlig film, der viser den danske film fra sine bedste sider. Mads Matthiesen og hele det talentfulde ensemble, både de nye talenter og de erfarne, skaber et nuanceret portræt af kærlighed, familiestridigheder og kulturmøder. Det er en fornøjelse at opleve i en tid, hvor dansk film har brug for netop denne form for originalitet og dybde, som indgyder en følelse af håb og forventning for fremtiden.
Kommentarer