Af Anna Lauritsen
Hvad definerer et hjem, og hvad adskiller det fra blot at være et hus?
Lee Isaac Chungs seneste mesterværk Minari jonglerer rørende ubesværet med sådanne store spørgsmål, og er et levende bevis på, at den simpleste fortælling kan være den mest kraftfulde.
Der ”sker” ikke meget i Minari, og især de to første akter består overvejende af hverdagsbeskæftigelser og langsomme panoreringer af de landlige omgivelser. Men takket være et harmonisk soundtrack af Emile Mosseri, suveræne skuespilpræstationer og Chungs geniale instruktion, er man aldrig i nærheden af at kede sig.
Året er 1983, og ægteparret Jacob (Steven Yeun) og Monica (Han Ye-ri) og er rejst fra Sydkorea til bøhlandet i Arkansas. Med sig har de deres to børn, ti års slid som kyllingekønsbestemmere samt håbet om deres egen gård og en lysere fremtid. Den amerikanske drøm går dog ikke som forventet, og de indre, men altopslugende konflikter, udspiller sig i smuk kontrast til de overvældende idylliske og fredsfyldte omgivelser.
Kameraet er nærmest meditativt og dvæler gerne ved en enkelt sytråd eller arbejdende hænder. Man transporteres via lyden af cikader og fuglefløjt fuldkomment ind i filmens univers af nostalgi og sindsro.
Et centralt tema i Minari er tilværelsen som koreansk immigrant i USA og kultursammenstødet, der følger. Man kender idéen fra nyere film som den kinesisk-amerikanske The Farewell (2019), men Minari skiller sig ud ved at være forfriskende positiv. Der er ingen bad guys og det væsentlige er ikke konflikterne, der opstår i relation til lokalsamfundet som immigrant, men derimod dem, som ligger i karaktererne selv.
Jacob er afslappet amerikaner i gaden, men en konservativ patriark i hjemmet. Han knokler for at blive en ægte amerikansk landmand, men insisterer på at dyrke koreanske grøntsager. Filmen skifter desuden effektivt mellem de to sprog, og blander dem ofte i samme sætning, hvilket forstærker følelsen af kulturel kontrast.
Familiens to børn er begge vokset op i USA, og kulturproblemerne sættes på spidsen, da den barmfri mormor Soon-ja (den fuldt fortjente oscarvinder Youn Yuh-jung) flytter ind. Hun gøres hurtigt til syndebuk for især den unge Davids (Alan Kim) ophavsmæssige forvirring; hun laver traditionel the af hjortegevir til ham, men han synes, hun lugter stygt af Korea og vil hellere drikke Mountain Dew. Splittelsen mellem at holde fast i sine traditioner, men samtidig integrere sig, sættes på denne måde i børnehøjde, og interaktionerne mellem mormor og barnebarn er et af filmens absolut stærkeste elementer.
Det er dog forholdet mellem Monica og Jacob, som bærer filmens menneskelige tyngde. Minari skildrer elegant det klassiske sammenstød mellem en mand, der er opportunistisk, arbejdsnarkoman og savner kærlig støtte, og en kvinde der er realistisk, familieorienteret og savner en voksen medpart i forældrerollen. Personerne føles ægte, og de hjerteknusende scener, hvor Monica og Jacob skændes, bringer sammenligning med Marriage Story (2019).
Minari leverer en af årets mest rørende fortællinger, og det er en overvældende emotionel oplevelse at iagttage familien høste den minariplante, som mormor Soon-ja har plantet, og til sidst skabe et nyt hjem.
Kommentarer