Af Gustav Stubbe Arndal
Forudsigelighed er ikke altid en dårlig ting. Nogle typer fortællinger virker bare, når man følger en god opskrift og tilføjer nogle detaljer eller fremtrædende personligheder, der kan bevare interessen. Marguerittes formel viser modpunktet: et tyndt drama spækket med kliche og næsten uden personlighed. En film, der ikke fylder noget.
Den grundlæggende idé har noget potentiale: Marguerite (Ella Rumpf) er en talentfuld matematiker med en Ph.d.-afhandling, der næsten er færdig, og et asocialt adfærdsmønster, der skriger ”autisme” med hver nervøse øjenbevægelse. Da hun skal præsentere sit matematiske bevis, bliver der fundet en fundamental fejl, der får hendes arbejde og selvforståelse til at falde fra hinanden. Hun beslutter at droppe ud af studiet og finde sig selv et sted uden for det fag, der har defineret hendes liv.
Marguerites beslutning bliver kritiseret af alle omkring hende, heriblandt hendes ikke så hjælpsomme vejleder (Jean-Pierre Darroussin) og hans nye elev, Lucas (Julien Frison). De ville alle have ret, hvis hun ikke var hovedpersonen i en film, hvor oplevelser i det ”virkelige liv” bringer ny inspiration og energi, indtil hun kan vende tilbage og færdiggøre beviset.
Ja, du kan tro at der er tavler og kridt og løse papirark med et virvar af matematisk notering. Ja, vi illustrerer også Marguerittes matematiske hjerne ved at omgive hende med svævende formler. Der er en grad af autenticitet – skuespillerne og instruktøren konsulterede med reelle matematikprofessorer – men det føles langt mere som pure opspind.
Et af problemerne er, at det aldrig helt bliver gjort klar, hvad formlerne handler om, eller hvor fejlen ligger. Det er et niveau af matematik, der for udefrakommende lyder som science fiction-volapyk. Selvfølgelig skal sværhedsgraden være over gymnasiet, men det er som at se en sportsfilm uden at forstå spillereglerne. Dramaet bæres derfor af ”tænkemusik”, montager og spontane øjeblikkes inspiration, der får det hele til at føles falsk.
Problemet underligger store dele af filmen. Ella Rumpf kan godt nok skrive formler med kridt efter mange ugers træning, og hun giver en meget fysisk præstation som Marguerite, men det virker ikke helt, som om det sidder i kroppen på hende. Som om hun efterligner, hvad man forestiller sig autisme ser ud som, uden helt at bringe personen til live.
Det er ikke fordi hun har meget at arbejde med. Marguerite er ikke nær så elskværdig, som hun burde være, og hendes eksperimenter med social adspredelse er en type af akavet, der er overdrevet uden helt at være morsom.
Der er ikke nok humor til, at Marguerites formel virker som komedie. Fortællingen er for jordnær til, at den kan spille som ophøjet melodrama. Og klichéerne sværmer så meget om den, at den end ikke duer som autentisk coming-of-age fortælling i et usædvanligt miljø.
Kvartvejs gennem filmen udviser Marguerite, i en satsning for at betale huslejen, et utroligt talent for mahjong. I et kort øjeblik er der et håb om, at filmen tager en uventet drejning: at dette er historien om en eks-matematikers rejse til toppen af det kinesiske hasardspil. Marguerites formel er desværre ikke den film. Det er i stedet en film med kedelige karakterer, utroværdig dialog, en smule romance, en solid treaktsstruktur og ingen gnist af personlighed at snakke om.
Kommentarer