Af Gustav Stubbe Arndal
Vi gemmer meget mellem linjerne i vores hverdag, og især i formelle situationer, om det er professionelt eller i ceremonielle omstændigheder. Japan er særligt kendt for den slags høflighedsnormer, der lægger sig dybt i kulturen og sproget – og Love Life, det Guldløve-nominerede drama skrevet og instrueret af Koji Fukada, befinder sig ofte mellem de linjer. I det usagte. I afstanden mellem overfladen og det indre liv.
Det starter med et hverdagsportræt. Taeko (Fumino Kimura) og hendes mand Jirô (Kento Nagayama) gør klar til at fejre deres seksårige søns sejr i en othello-turnering – og en overraskelsesfest for Jirôs far, der fylder 60. Stemningen er en anelse anspændt, da Jirôs forældre ikke helt har accepteret hans og Taekos forhold; den lille Keita (Tetta Shimada) er et barn fra hendes tidligere ægteskab til en mand, hun ikke har været i kontakt med længe.
Men det langsommelige splintres totalt, da Keita dør i en ulykke, og resten af filmen består i at samle brudstykkerne op fra Taekos nu knuste tilværelse. Love Life lægger fra start af tryk på hverdagen og de forventede ceremonier: bedemanden konsulteres, der udvælges billeder til bisættelsen, der pakkes sammen.
Kaos og opbrud ankommer til begravelsen i form af Makoto (Tomorô Taguchi), Keitas forsvundne far, der læste om drengens død i en avisklumme. Makoto er en døv, hjemløs sydkoreaner uden opholdstilladelse. Hans dybe tristhed gør ham sympatisk, så længe man glemmer al den smerte, han forvoldte sin ekskone og søn.
Taeko hjælper ham som tolk i socialforvaltningen, mens Jirô hjælper sine forældre med flytningen. De glider langsomt fra hinanden, selvom det er svært at sige, nøjagtigt hvor tætte de var inden tragedien. Formaliteter, tvetydighed og meninger skjult mellem linjerne fylder deres samtaler, ligesom det fylder resten af filmen.
Den indre uro og ustabilitet, der kommer med Keitas død, rokker ikke kameraet. Det er oftest stillestående, med klare, rolige bevægelser gennem velbelyste rum, og det mest markante close-up i filmen er af Taekos baghoved.
Fukada synes særligt interesseret i steder – værelser, gader og parker. Det er, som om karaktererne kunne forlade billedrammen og blive væk, mens deres lejligheder bliver stående. Keitas sidste spil othello står i baggrunden, ufærdigt hele filmen igennem. Vasketøjet hænger og dingler på altanen.
Der er åbenlys inspiration draget fra Yasujiro Ozu, den japanske mester af tålmodige familiedramaer og dybe interiører. Men hvor Ozus stille, hjerteknusende fortællinger sniger ind på tilskueren, er Love Life enten for insisterende eller for utydelig. Når dramaet gemmes mellem linjerne, er det svært at gribe fat i. Men når det i få scener skæres klart ud for os, rammer det ikke så hårdt, som det burde.
Andre har ellers brilleret i emnet før, fra Krzysztof Kieślowski’s Blå (1993), til den tidligere nævnte Ozu, til Fukadas moderne kollega Ryusuke Hamaguchi i den mesterlige Drive My Car (2021).
Så hvorfor efterlod jeg Love Life uden samme tilfredshed? Der er fint skuespil, selvsikkert kameraarbejde og antydningen af dybere lag i fortællingen. Men lagene synes ikke at være der, når man mærker efter. Den triste sandhed er måske, at Fumino Kimura ikke er Juliette Binoche, og at Fukada ikke er Ozu.
For så rå og følsomt et emne som et barns pludselige død, mangler der stadig noget i kernen af filmen – en følelse af dyb sandhed, der bringer det hele sammen. Måske det gemte sig lidt for godt mellem linjerne?
Kommentarer