Af Stig Bergendorff
Little Richard (Richard Wayne Penniman) er måske den enkeltperson, der har betydet mest for rockens tilblivelse. Hans kamp for anerkendelse blev imidlertid en livslang følgesvend. I biografaktuelle Little Richard: I Am Everything (2023) viser instruktøren Lisa Cortes, hvorfor Richards fortælling rummer mere end til blot en run-of-the-mill musikdokumentar.
Richard døde i 2020 i en alder af 87, og det synes derfor som det rigtige tidspunkt at tage et nærmere kig på ’The Architect’, som han kaldte sig selv. Arven er enorm, indflydelsen gigantisk, men anerkendelsen nåede aldrig de samme højder, hvorfor det er passende at stoppe op og reflektere over, hvad verden egentlig mistede for tre år siden.
I et mix af arkivoptagelser og interviews med tidligere kollegaer, fans og musikkyndige personer ender Little Richard: I Am Everything som en velproduceret og dynamisk dokumentar om en af musikkens legender. Listen af markante skikkelser, der optræder i filmen huser blandt andet navne som McCartney, Jagger, Bowie og Elvis. Alle anerkender de, hvor stor betydning Richard havde for ikke blot deres eget virke, men også hele Rock’n’rollens etablering.
Filmens musikbider taler for sig selv. Med et bagkatalog, der rummer sange som Tutti Frutti, Good Golly Miss Molly og Lucille, kan filmen slet og ret nydes med lukkede øjne.
Ser man imidlertid bort fra musikken, er det her fortællingen for alvor kommer til sin magt. For Richards liv var et liv i konflikt – en konstant zigzaggen mellem ekstreme poler; det religiøse over for det sekulære, det åndelige over for det jordiske, det seksuelle over for det hellige.
Richard voksede op i et troende hjem i Macon, Georgia, som han blev smidt ud af, fordi han var åbent homoseksuel. I takt med den voksende succes blev han dog taget til nåde af faderen, som døde kort efter musikerens gennembrud. Særligt Richards brydekamp mellem sin seksualitet og religionen er et ankerpunkt for Cortes, når hun, med en forfriskende tilgang til mediet, går et spadestik dybere end sex, drugs and rock’n’roll-formlen.
Det synes intet mindre end passende, at instruktøren gennem hele dokumentaren gør brug af et Big Bang-motiv med eksploderende stjerner og galakser. Kun en så grandios analogi synes adækvat, når der skal tegnes et portræt af en af de mest indflydelsesrige og ekstravagante stjerner på rockmusikkens himmel.
Kommentarer