Af Anna Lauritsen
Flipperspil i neonbadede arkadehaller. Kikset grydehår og alt for stramme T-shirts. Forbudte smøger i venners baghaver. Endeløse nætter og alle døre åbne.
Auteuren Paul Thomas Andersons længe ventede niende spillefilm oser af gylden 70’er-sommer fra første øjekast og lader ikke publikum slippe fri fra sin tryllebindende, nostalgiske trance, før rulleteksterne danser over skærmen til Taj Mahals ’Tomorrow May Not Be Your Day’.
Licorice Pizza fortæller en sporadisk og slice of life-lignende historie om den 15-årige Gary (Cooper Hoffman, søn af Andersons mangeårige makker og tragisk afdøde Philip Seymour Hoffman) og 25-årige Alana (Alana Haim, normalt kendt for at producere musik med sine søstre i det fabelagtige band HAIM). Mens disse begge er debutanter (og gør det aldeles fremragende), ledsages de af en lang række A-liste roller og cameos: Sean Penn, Bradley Cooper, Tom Waits, Benny Safdie og Maya Rudolph, for blot at nævne nogle få.
Da Gary og Alana først mødes er rollefordelingen på plads: Han er en kikset og pubertær teenager på vej ud af high school, mens hun er en halvvoksen kvinde med fast job og ben i næsen. Gary falder naturligvis pladask for Alanas charme og selvsikre afvisninger og erklærer efter fem minutters snak i skolens gymnastiksal, at han har mødt kvinden, som han en dag skal giftes med.
Alana fnyser af Garys tilnærmelser, men siger alligevel ja til at mødes og drikke en cola på den lokale diner. Som tiden går, vendes der dog på interessant vis rundt på magtforholdet; Alana er slet ikke så cool, som hun ønsker at fremstå, og står selv overfor en skillevej. Hun er en ung kvinde i midt 20’erne, uden nogen egentligt plan, og forsøger selv at navigere i livet, karrieren og kærligheden.
Deres forhold udvikler og udspiller sig i det solbadede San Fernando Valley i 1973. Her er Anderson selv opvokset, og en lang række af filmens karakterer og historier er taget direkte fra hans egne barndomsminder. Licorice Pizza er på mange måder Andersons Once Upon a Time in Hollywood (2019); en ode til en svunden tid og sted.
Netop den tykke, nostalgiske følelse driver af hver eneste scene, og det gøres hurtigt klart, at filmens vigtigste intention er at skabe denne romantiske tidskapsel. Skønt der gemmer sig søde pointer om den første unge og rodløse kærlighed, må man ikke forvente et handlingsdrevet plot eller sædvanlig dramatisk opbygning, som man kender fra nogle af PTA’s tidligere storværker som There Will Be Blood (2007) eller The Master (2012).
Han har denne gang prioriteret nostalgi, skæve karakterer og søde, ligegyldige øjeblikke over den egentlige historie; filmen er en kærlighedserklæring til 1970’ernes forstads-Los Angeles før noget andet.
Køber man denne præmis, er det en sand fryd at læne sig tilbage og iagttage Andersons imponerende velafrundede karakterer og den ekstremt morsomme dialog, som han vel aldrig har skrevet sjovere. Filmens ungdommelige retro-charme kan ikke undgå at smitte af på tilskueren og på trods af en lidt langtrukken tredje akt, efterlader man uundgåeligt biografen med et smil på læben og filmens sprøde soundtrack i ørene.
Kommentarer