Af Mie Christiansen
Sidste år skrev det kosovianske biopic, I solsortens land, historie til Sundance Film Festival som den første film nogensinde til at hive alle tre hovedpriser hjem. Blerta Basholli fortæller med Kosovos Oscar-bidrag den sande historie om moren, krigsenken og iværksætteren, Fahrije Hoti.
Fahrije (Yllka Gashi) er blandt tusindvis af kvinder, hvis mænd aldrig er hjemvendt fra Kosovokrigen i 90’erne. De lever nu i uvisheden om deres mænds såvel som deres egen skæbne. Modsat de andre efterladte forbliver Fahrije ikke blot i den venteposition, der forventes af hende. Hun beslutter sig i stedet for at tage sagen i egen hånd.
I Solsortens Land skildrer et samfund styret af patriarkatet, hvor kvinder hverken kan køre bil eller arbejde uden at blive bagtalt, få kastet sten efter sig eller kaldt for ludere. For at tage ansvar for sin fremtid, gør Fahrije og de andre fra den lokale kvindeforening på bedste, stereotypiske vis dét, som kvinder i et sådant samfund er bedst til: at lave mad. Trods modstand på vejen, bliver forretningen en succes og en vigtig sejr for kvinderne.
Gashi gør det udmærket som den ambitiøse og kølige Fahrije. Man holder med hende og finder hendes styrke inspirerende, men Fahrijes følelsesforladthed gør det dog svært at opnå en egentlig tilknytning til hende. Hun er den centrale karakter, men langt fra den mest interessante. Man lukkes aldrig helt ind, hvilket gør det svært at forstå hvorfor hun er, som hun er.
De andre kvinders historier berøres kun perifert, men man identificerer sig alligevel mere med dem. De er alle vidt forskellige, men knyttes sammen af samme triste omstændigheder. Kvindernes sammenhold er på mange måder filmens drivkraft, så det er en skam, at instruktør Basholli ikke går mere i dybden med hver enkelt, da dette klart ville have styrket fortællingen.
Et sted, hvor filmen dog gør sig rigtig fint, er i sin portrættering af mennesker i sorg. Fahrije gør sit bedste for ikke at bukke under for følelserne ved at holde sig beskæftiget. Hendes ønske om at komme videre tydeliggøres særligt i kontrast til hendes svigerfar, som er i benægtelse omkring mandens død. Nogle af de mest fængslende scener er med Fahrije og svigerfaren, og man kunne derfor godt have ønsket denne relation udforsket mere.
I solsortens land er en stærk og rå men noget flygtig fortælling om sorg, sammenhold og de barske skæbner, krigen førte med sig. Fahrije og de andre krigsenkers historie er uden tvivl en, som fortjener at blive fortalt, men det er svært ikke at føle, at den mangler lidt indhold til at være en spillefilm. Det er snarere som at se en dokumentar forklædt som spillefilm.
Man skal derfor ikke forvente en lang og storslået kamp mod patriarkatet. Alt unødvendigt drama og spænding, som hører Hollywood-verdenen til, er pillet fra og fokus ligger i stedet på autencitet. Dette er et modigt valg – og også det rigtige valg langt hen ad vejen. Det er de små sejre, som tæller.
Alligevel sidder man tilbage uforløst og føler ikke, at hele fortællingen er blevet fortalt. Der er en tom fornemmelse. Man er blevet investeret i de forskellige kvinder, men kommer aldrig dybere. Den modstand, de gennemgår, føles for hurtigt overvundet, og sejren føles ikke fejret nok. Man føler i stedet, at man kun lige har skrabet overfladen i noget, som kunne have været trængt langt længere ned i, end hvad I solsortens land formår at få gjort på 90 minutter.
Kommentarer