Af Louis Raaschou
At filmatisere en stadig meget ny roman, som enormt mange fortsat har et nært forhold til, er ikke uden udfordringer, og Olivia Newman snubler lidt over sine egne ambitioner og begrænsninger i et ellers ihærdigt forsøg på at favne alt det, som har fået millioner til at forelske sig i Delia Owens’ bestseller fra 2018, Hvor flodkrebsene synger.
Fortællingen omhandler pigen Kya (Daisy Edgar-Jones), der som barn efterlades af sin familie i deres hjem i North Carolinas marskland. Efter i årevis at have klaret sig selv, næsten komplet isoleret fra omverdenen, åbner hun sig, nu som en ung kvinde, en smule op for den nye verden. Over de følgende år får hun relationer til to unge mænd, men da den ene af dem findes død i marsken, peger hele lokalsamfundet på den ukendte “marskpige” Kya som værende skyldig, og en retssag imod hende påbegyndes.
Hvor flodkrebsene synger fortæller historien om Kya nonlineært og gør brug af flere tidslinjer, som vi hopper rundt imellem. De enkelte scener får flere steder samtidig en montageagtig fornemmelse, hvor man aldrig helt får lov at dvæle i momentet, aldrig synker længere ned i marskmudderet end til lige under overfladen. Det bliver svært for alvor at lade sig gribe af historien, fordi store momenter og afsløringer præsenteres overfladisk og forhastet.
Særligt frustrerende bliver det, når man gang på gang bryder den smule momentum, som for et øjeblik kunne løfte en lidt op i biografsædet, ved at klippe frem i tiden til retssagen. Den fremstår mest af alt som en letkøbt ramme for genfortællingen af Kyas historie, der tillader den hjertevarme advokat, Tom Milton (David Strathairn), at udpensle for dommer, jury, og den halve by, at nu må de altså alle sammen stoppe med at være så tarvelige mod den stakkels efterladte pige.
Normal People-stjernen Daisy Edgar-Jones er til gengæld, uanset hvad man synes om Newmans fortælleteknik og prioriteringer, et scoop som den sky, tilbagetrukne og dybt charmerende Kya. Som i førnævnte gennembrud viser hun sin særegne evne til at skildre den indelukkede, anspændte piges nervøse indre gennem sin fysik og mimik, og selvom Kya som karakter bliver en smule statisk, og aldrig helt åbner sig for omverdenen, bevæger Edgar-Jones sig fint rundt i registeret med sit store talent.
Omkring hende får Taylor John Smith og Harris Dickinson som de to unge mænd, Tate og Chase, ikke meget at arbejde med; deres karakterer er både flade og letgennemskuelige. Dog gør Triangle of Sadness-aktuelle Dickinson et bravt forsøg med sin meget fysiske stil, og hans på samme tider rå og drengede udtryk spiller rigtig godt op mod Edgar-Jones’ Kya. Smith efterlader, ligesom sin karakter, et minimalt indtryk, trods mere skærmtid og en større rolle.
Hvor flodkrebsene synger vil rigtig gerne tale ind i debatten om kønslig ligestilling, og det er der som sådan intet galt med, men det bliver langt hen ad vejen et halvhjertet forsøg på at score lettjente point med for tykt understregede pointer om den selvfølgelige nødvendighed og vigtighed af, at stærke kvinder har frigjort sig fra magtsyge, voldelige mænd. Det allermest da Kya fortæller om et insekt, hvor hunnen kan snyde hannen til at tro, at hun vil parre sig med ham, for i stedet at slå ham ihjel, hvilket opfølges af ordene: ”jeg tror ikke at naturen har mørke sider – den opfinder bare måder at overleve på, også imod alle odds.”
Kya er kvinden der trodser oddsene og overkommer manden, men hun skal også være marsken, der modsætter sig de rige entreprenørers mission om at dræne den og bygge hoteller – naturen der bekæmper menneskets evige trang til ekspansion. Det har vi bare fanget og forstået for længst, og det ender derfor med at klinge hult – som en grundsur Shrek der vil have menneskene ud af sin sump – fordi man ikke får etableret den altafgørende røde tråd mellem den nære historie og det store budskab.
Olivia Newmans bestseller-filmatisering havde nok fungeret bedre som en (mini)serie, der ofte vil være mere karakterdreven og gavmild med tiden, og således kunne skabe en anden ro og fordybelse, til at komme ind til benet af Kya, der har potentiale til at være en spændende karakter med en oprigtigt interessant historie. Det ikke mindst i kraft af Daisy Edgar-Jones’ flotte portrættering af marskpigen, der nok allerhelst bare vil gemme sig langt væk fra den onde verden omkring hende, helt derude Hvor flodkrebsene synger.
Kommentarer