Af Jacob Pedersen
I den nordlige senegalesiske landsby, hvor traditioner, byens fælleskab og religionen magter, spirer en ung kærlighed mellem Banel (Khady Mane) og Adama (Mamadou Diallo). En kærlighed, der trues af Adamas forpligtelser til at blive landsbyens nye høvding, eftersom han er den retmæssige arvtager, samt Banels kvindelige forpligtelse til at videreføre slægten. De to nægter deres forpligtelser og har sammen en drøm om at udgrave to tilsandede huse lidt uden for byen, hvor et liv med kærlighed, børn og kreaturer kan blomstre.
Løbende bliver landsbyen ramt af uheld, efter sigende Gud, der straffer dem, fordi høvding Adama ikke deltager i deres bønner. Tørken indtræffer, køerne dør, og enkelte af børnene i landsbyen går bort. Klemt mellem nærmiljøet og de indre drømme, skal Banel og Adama udgrave husene og konfronteres med deres forpligtelser.
Fortællingen og filmen er ret drømmende og domineres af stemningsopbyggende scener, der sætter publikum i Banels sindstilstand. Fuld af angst, forhåbninger og magtesløshed, bliver desperationen for at opnå ens drømmeliv ekstremt banal og relaterbar. Ramata-Toulaye Sy skaber på flotteste vis universelt forståelige tematikker midt ude i den nordlige senegalesiske tørke, og det er intet mindre end imponerende.
Ens hjemstavn og nærmiljø kræver noget af én, og i jagten på ens drømme kan man være nødsaget til at skuffe alt det, man kommer fra. Tematikkerne er ikke frembrusende tydelige, men de ligger der, de er til stede og fortolkningsmulighederne er publikums frihed, om end de er til den mere krævende side.
Filmsproget afspejler en løsere tilgang til tematikkerne, og de kritiske punkter kan være relativt utydelige. Filmen er plastret til med et utal af drømmesekvenser og dybt stiliserede kompositioner.
Smukkest eksemplificeret ved Banel, der i nattens mørkeblå lys lytter til naturens larm midt i al den menneskelige stilhed. Instruktør Ramata-Toulaye Sy skyr ikke fra mørke i sine billeder, hvor kun enkelte elementer i indstillingen er lyssat. Nattens mørke kontrast til dagens soldominerede atmosfære skaber en utryg stemning som en allestedsnærværende urkraft, der spøger i den unge romance.
Debutinstruktøren viser en formidabel sans for kompositioner, hvor hun i flere tilfælde skaber totalbilleder, der inkorporerer ørkenens dybe intethed og solens storslåede tilstedeværelse. Billederne oser af skønhed, imens lydsiden konstant udfordrer og konfronterer publikum med en ildevarslende frygt.
Hvisken i støvet er en prisværdig debutfilm, hvis styrke ligger i sin modighed. Filmen kræver en del af publikum, og oplevelsen føles ufyldestgørende. Filmsproget er raffineret, men ikke indøvet, idéerne er stærke, men når ikke helt i mål. Alt i alt er Hvisken i støvet potentialefyldt og mindeværdig for en debutfilm.
Kommentarer