Af Anna Lauritsen
Inden vi begynder, skal vi lige slå én ting fast: Alle mennesker bør i alle henseender have autonomi over sin egen krop. Hvad der skal ske med en persons krop – hvad enten vedkommende er gravid eller ej – bør aldrig være et politisk anliggende.
Godt så.
Baseret på Annie Ernaux’ biografi af samme navn vandt Audrey Diwans kun anden film som instruktør, Hændelsen (L’événement), guldløven ved sidste års Venice Film Festival. Med dansk premiere kun tre uger efter et læk viste, at et flertal i USA’s højesteret ønsker at trække Roe vs. Wade-afgørelsen tilbage, som gav kvinder ret til fri abort, rammer filmen med skræmmende præcision en af tidens mest betændte emner.
Hændelsen følger helt tæt den unge litteraturstuderende, Anne (Anamaria Vartolomei), i 1960’ernes Frankrig. Hun er yderst begavet og som barn af to mindre velhavende barejere, betyder hendes studier bogstaveligt talt alt for både hende og hendes familie.
Anne trives både fagligt og med sine to veninder, Hélène (Luàna Bajrami) og Brigitte (Louise Orry-Diquéro). En skæbnesvanger aften tager de i byen for at feste, hvor Anne møder den charmerende brandmand-to-be, Gaspard (Cyril Metzger).
Da hun kort efter begynder at få natlige cravings, kaste op om morgenen og et titelkort fylder skærmen med teksten ’3 WEEKS’, er man ikke i tvivl: Anne er blevet uønsket gravid i en tid og et sted, hvor dette betyder øjeblikkelig bortvisning fra uddannelsen og hvor alle former for abort er strengt ulovligt.
Vartolomei legemliggør overbevisende Annes rejse fra forholdsvist passiv i sin umiddelbare choktilstand til fuldkommen desperat. Først rammer skammen, som graviditeten uundgåeligt fører på hende og hendes familie. Herefter desperationen, som leder hende til rystende ekstremer – og scener, der er deciderede uudholdelige at se på – for at gøre sig fri for graviditeten og beholde sit studie og liv.
Endnu mere imponerende er Vartolomeis præstation, fordi kameraet næsten aldrig viger fra hendes ansigt. Filmet i et klaustrofobisk, men også smukt og intimt 4:3-format, lader fotograf Laurent Tangy ofte kameraet hvile ufortrødent på Anne, selv når folk taler til hende.
Et af de mest iøjnefaldende elementer ved filmen er dens valg af fokus i den ubarmhjertige fortælling. Som tilskuer ser man aldrig Anne have sex og er dermed lige så forvirret som hende. Dog forstår man pointen om, at det ikke er selve akten, der er væsentlig for hverken historien eller kvinder i Annes situation.
På den ene side er det hermed enormt modigt og forfriskende at se en film, som ved præcist, hvad den vil. Anne betvivler ikke et sekund, om hun skal opsøge aborten eller ej, og hverken fortryder eller genovervejer sine muligheder på noget tidspunkt. Hun er stålsat og villig til at gøre, hvad end der skal til.
På den anden side går denne uvægerlige beslutsomhed ud over nogle af historiens nuancer. Frem for Annes indre kamp mod sig selv bliver fortællingen en kamp mellem en fejlfri kvinde og et (åbenlyst) forfejlet system. Dette er ikke automatik negativt, da det siger mange vigtige ting om samtiden og kvinders ret til at bestemme over sin egen krop. Rent karaktermæssigt går der dog noget tabt. Selvom man naturligvis føler Annes smerte, betragter man næsten dokumentarisk historien udefra frem for inde fra hendes sind.
Men måske dette fokus på historien frem for karaktererne er pointen? I hvad den ønsker at sige, gør filmen det langt overvejende fremragende, og Hændelsen bør være obligatorisk pensum for samtlige medlemmer af USA’s højesteret.
Kommentarer