Af Owen Murphy
Columbia Pictures, PlayStation Productions og 2.0 Entertainment er gået sammen om at lave en filmatisering af det populære racersimulationsspil Gran Turismo og fortællingen om den unge Jann Mardenborough (Archie Madekwe), der som 19-årig i 2011 blev den yngste vinder af Nissans GT Academy for Gran Turismo-spillere. Resultatet? En forudsigelig kioskbasker med fede racer-sekvenser og produktplacering så langt øjet rækker.
Filmen er baseret på virkelige hændelser og markedsføres endda også som Gran Turismo: Based on a True Story i nogle lande. Så kan det vist heller ikke ligge mere til højrebenet. Historien centrerer sig om den skepsis, det medfører fra omverdenen at tage springet fra simulation til den ægte vare, i en tid før eSports havde fået det store kommercielle gennembrud og var blevet en milliardindustri i sin egen ret.
Skepsissen starter for den unge Jann allerede i familielivet. Faderen Steve (Djimon Hounsou) er tidligere professionel fodboldspiller, og lillebror Cai (Daniel Puig) er godt på vej til at gå i faderens fodspor, men ingen af dem deler Janns fascination for Gran Turismo.
Da den jubeloptimistiske marketingchef hos Nissan, Danny Moore (Orlando Bloom), i bedste Willy Wonka-stil får grønt lys til at invitere Europas bedste Gran Turismo-spillere til at deltage i sit nystartede akademi, giver det endelig Mardenborough en mulighed for at modbevise sine haters. Hvad der følger, føles som en omtrent 40 minutters montage af Mardenboroughs opstigning mod stjernestatus, mens den ikke får for lidt, hvad angår placering af diverse drikkevare-, elektronik-, og bilmærker.
Antagonisterne er skåret ud i pap. De er arrogante, hvide mænd, med fuckboy–frisurer og reptiløjne. Som om det ikke var nok, kører vores hovedpersons rival, Nicholas Capa (Josha Stradowski), i en guldbelagt Lamborghini sponsoreret af Moët & Chandon. Han kører naturligvis vanvittigt hasarderet, så der slet ikke kan herske tvivl om, hvem der er den rigtige bad boy, som publikum skal hade i denne film. Ydermere får det ingen professionelle konsekvenser, når han bringer sig selv og de øvrige racere i fare.
Apropos fare, så er der en helt specifik ting de fleste racerfilm har tilfælles, der skal virke som en spændingsopbyggende faktor; det store styrt. Mardenborough kører galt på den legendariske Nürburgring, og det går stærkt ud over hans psyke og tro på egne evner. Det ændrer sig dog efter en samtale med træner Jack Salter (David Harbour), der som en anden Doc Hudson ved hjælp af lommefilosofiske floskler får inspireret sin Lynet McQueen, Jann Mardenborough, til at ramme racerbanen igen. Kachow!
Filmen rummer nogle meget veludførte racer-scener, der fordobler ens puls og halverer ens negle. De fede visuellevirkemidler springer mellem at vise Mardenboroughs POV, som man ser det i spillet, og som det faktisk er på banen.Eksempelvis ses det tidligt i filmen, hvordan hans trofaste gamer-stol omdannes til en Nissan GT-R. Disse scener er ekstremt veludførte, og akkompagneres af en stabil lydside, der i den grad bringer noget innovativt på bordet.
Gran Turismo kan med rette klandres for at være forudsigelig og amerikansk, men de talrige spændingsfyldte racer-scener kombineret med fedt visuelt arbejde trækker op og redder filmen fra at være lige så farveløs som det ikoniske,skakternede løbsflag.
Kommentarer