Af Alexander Bendtsen
At se den nye superheltefilm, Blue Beetle, er som at opleve et kæmpe deja vu. Fra enkeltstående scener over karakterdynamikker til stort set alle aspekter af plottet føltes det nemlig som om, jeg havde set det hele før.
Det virker egentlig forkert at kalde Blue Beetle uoriginal, for selve Blue Beetle-tegneserierne er nogle af dem der går længst tilbage i historien til 1939. Denne films inkarnation af helten, Jaime Reyes, blev dog først skabt til en tegneserie i 2006, og hans spritnye ankomst på det store lærred skilter tydeligt med sine inspirationskilder.
Vi følger den unge mexicanske mand, Jaime (Xolo Maridueña), fra en beskeden familie i udkanten af den fiktive storby Palmera City. Jaime bliver låst sammen med et stykke helt ekstraordinært våbenteknologi. En blå billelignende maskine der fanger ham i en højteknologisk pansret superdragt, som gør ham til en ekstremt mægtig kriger.
Fanget i dragten tvinges Jaime til at kæmpe mod en ond våbenudvikler med gigantiske ressourcer, der for hver en pris vil dræbe ham, og bruge hans dragt til udvikling af sit eget våbenprojekt.
Filmen skal roses for udmærket action, og helt fint inkorporerede beskeder om udfordringer for mexicanske immigranter i USA. Bortset fra disse beskeder kan man dog genkende resten af historiens facetter fra andre kendte værker i superhelte- og science fiction-genrerne.
En ung mand der må lære at løfte ansvaret fra uønskede superkræfter, som han pludselig er blevet tildelt, er et tema i de fleste superheltefilm. Hamlet-agtige intriger mellem en grådig virksomhedsejer (Susan Sarandon) og hendes niece (Bruna Marquezine), er som taget ud af Batman, Iron Man og Ant-Man. Frankenstein-dynamikker mellem hovedskurken og en sekundær skurk er mestret i Star Wars-universet og X-Men-filmene.
Formår folkene bag Blue Beetle så at sætte deres præg på konventionerne? Eller måske bare at følge formularerne på veleksekveret vis? Desværre ikke.
Bortset fra en meget lille håndfuld indstillinger hvor der rent faktisk bliver leget flot med kameraføring, farvebelysning og scenografi, så er den visuelle præsentation meget tandløs. Alt for mange indstillinger er kogt ned til helt banal kameraføring og overpløjet med uelegant digital belysning og farvelægning.
I fortællingen er der nogle helt fine ideer i spil, som desværre aldrig indfrier deres potentiale, grundet skidt prioritering, kluntet struktur og alt for stor afhængighed af konventioner.
Den 22-årige hovedrolleindehaver, Xolo Maridueña, formår ikke at løfte opgaven særligt imponerende, selvom han vokser lidt med den undervejs.
Han er sympatisk nok, og det lykkes faktisk at etablere noget emotionel vægt i filmens drama, gennem sammenholdet mellem medlemmerne i hans familie – herunder især hans far (spillet godt af Damían Alcázar). Det er dog også dynamikkerne i familien, som skaberne gang på gang vil have humoren til at udspringe fra, men resultatet er på den front meget tamt.
Med undtagelse af faren har familiens cast bare ikke nok charme, temperament og dynamik i deres skuespil til at gøre et vedvarende indtryk.
Den Hamlet-inspirerede konflikt mellem våbenudvikleren Victoria og hendes niece Jenny er en kedelig kopi af konflikter fra de førnævnte superheltefilm. Meget mere interessant er dynamikken mellem Victoria og hendes eksperiment og løjtnant, Carapax (den kriminelt undervurderede Raoul Max Trujillo).
Han er filmens bedste karakter og har, med en balance mellem intimiderende udstråling og underliggende sympatiske elementer, potentiale til at være en vildt spændende skurk. Karakteren får dog hverken skærmtid, dialog eller udvikling nok fra folkene bag kameraet til at indfri dette potentiale ordentligt.
Når man har at gøre med en fortælling, der læner sig så meget op ad tidligere værker, er man nødt til at være skarp i sin eksekvering og stor i sine armbevægelser. Blue Beetle er ingen af delene, så selv filmens få lyspunkter overskygges af det overordnede sjusk.
Kommentarer