Af Kim Sidsel Minuva
En ung kvinde vender hjem til sin søvnige fødeby. Den lille landsby ligger lunt i en dal mellem bjerge, frodige træer og tåge i højderne. Men det er ikke med glæde, hun modtages. Det er med sure miner til en begravelse.
Hvem er det, der begraves? Det kunne være far eller bedstefar. Det betyder ikke det store. Han var gondolfører, så hans kiste læsses på en gondol og fires igennem dalen, mens beboerne synger sørgesang og tager hattene af i deres baghaver.
I samme øjeblik slår georgianske Gondola sig fast som både et portræt af et lokalsamfund og som værende grænsende til det absurde.
Da hun ikke er velkommen hjemme hos bedstemor, prøver unge Iva (Mathilde Irrmann) at få arbejde som netop gondolfører. Hun udvælges blandt tre mulige afløsere fordi, hun passer den gamle uniform. Humoren er mærkværdig og så sort som espressogrums sødet med en håndfuld sukker med top.
Den sødme dukker især op i forholdet mellem Iva og hendes kollega, den mere erfarne gondolfører Nino (Nino Soselia). De to har et asynkront venskab, da de fører hver sin gondol. Således mødes de to kvinder kun på midten af linen, hvor de to gondoler krydser. På en af stationerne stiller de et skaksæt, så de hver laver et træk, når de lander på stationen. På midten driller de så hinanden med de skakbrikker, de hver har slået.
Det udvikler sig hurtigt. Det går fra de sødeste venskabshandlinger, man kan forestille sig – Iva ser Nino spise verdens kedeligste pølsemad til frokost, så hun laver et festmåltid af en frokost og bytter i al hemmelighed med hende. Og snart bliver Nino mere og mere afklædt, hver gang hendes gondol krydser Ivas…!
Her kunne man forledes til at tro, at man ved, hvilken retning historien er på vej i. To unge kvinder forelsker sig i en lillebitte flække? Landsbyer er ikke kendt for at være uhyre fordomsfri, så der må pible noget homofobi frem mellem al idyllen.
Dér tager man fejl. I stedet for at indskyde homofobi i lokalsamfundet, som i andre queer fortællinger hvor der opstår konflikt mellem familie, venner og samfund, så er skurken i Gondola langt mere banal jalousi. Problemet er ikke, at de to er kvinder, men at Nino ikke gengælder deres arbejdsgivers hengivenhed – og han går mere op i sit eget kærlighedsliv end lokalsamfundets sammenhængskraft.
Det er et pust så friskt som bjergluften. Lige friskt og endnu mere modigt er, at filmen er næsten fuldstændig dialogfri. Det eneste, karaktererne har at sige, er grin, sang og arrige grynt.
Det er et frygtløst filmisk træk. Og det går godt i spænd med Gondolas skildring af bjergbyen – det er ikke vilde, forkromede liv, som Iva og Nino lever, men alligevel er de proppede med glæde. Flankeret af de skønt filmede bjerge hjælper de landsbyboerne frem og tilbage med indkøb og kyllinger, viser en lille dreng og en lille pige hvordan man gør kur til hinanden og giver en ældre, handicappet herre alle tiders gondoltur.
Gondola udfordrer, hvordan man skildrer små samfund, og hvordan de, der bor der, skaber værdi for sig selv og hinanden. Sådan bryder den forfriskende med filmiske såvel som kulturelle stereotyper på stribe. Og når Iva og Nino hiver violin og trompet frem og landsbyboerne leverer baggrundsmusik med deres vaskebaljer, tomme flasker og flækøkser, får man helt lyst til at spille med.
Kommentarer