Af Frida Bay Lorentsen
En hævnthriller med en satanistisk kult som skurk er ikke, hvad man ville forvente fra instruktør Nick Cassavetes. Som manden bag film som The Notebook (2004) og My Sister’s Keeper (2009), kunne hans første film i et lille årti være årets skøreste comeback, men God Is a Bullet leverer hverken på spænding eller djævelsk ondskab.
Præmissen er ellers interessant nok: Politibetjent Bob Hightowers (Nikolaj Coster-Waldau) fjortenårige datter Gabi (Chloe Guy) kidnappes af en satanistisk kult. Alle spor er kolde, men da eksmedlemmet Case (Maika Monroe), der for 12 år siden selv blev kidnappet af kulten, indvilliger i at hjælpe ham med at infiltrere kulten, begiver de sig ud på et bloddryppende roadtrip for at få Gabi tilbage.
Deres søgen tager det umage par gennem det amerikanske ørkenlandskab til personer fra Cases fortid, som den mystiske Ferryman (Jamie Foxx i dårlig makeup), og den nådesløse kultleder Cyrus (Karl Glusman).
En retskaffen mand, presset til det sidste allieret med en hævngerrig kvinde i kamp mod en farlig, satanistisk kult! Det kan da kun blive spændende!
Og dog. Filmens største problem bliver hurtigt tydeligt: Karaktererne er ganske enkelt endimensionelle og uinteressante.
Bob er en lovlydig kontormus, der arbejder sent og går i kirke hver søndag, men udover dette er det svært at få en fornemmelse for, hvilken person han er.
Coster-Waldau gør en hæderlig indsats (med en accent, der for det meste lyder amerikansk), men han får ikke meget at arbejde med. Som når han betror til Case, at mens han gik rundt i Mexicos gader, blev han mindet om sin ekskones nye mand, og hvordan han indtil da altid havde troet, at hun blev gift med ham fordi han var sort. En mærkelig scene, som selv den bedste skuespiller ville kæmpe med.
Det mest ærgerlige eksempel er måden, hvorpå karakteren Case er portrætteret og skrevet. Hun er hærdet og spydigt anlagt som resultat af sin traumatiserende fortid i kulten, men flirter alligevel konstant med den meget ældre Bob, på trods af at hun tilsyneladende ikke bryder sig særligt meget om ham.
Hendes hår og makeup er nøjagtigt udtværet og pjusket, så det ser lige rodet nok ud – men stadig attraktivt for den mandlige hovedrolle – og publikum. Hun ender ud med at blive en karikatur på the male gaze.
Det er tydeligt, at vi skal se kulten som en mere kompetent Manson Family, men medlemmernes tatoveringer og skinny jeans får dem mere til at ligne en gruppe på vej til Copenhell end onde kultister.
Som når de i et flashback kidnapper den unge Case ved højlys dag. Under seancen taber hun sin lyserøde ballon, som hendes mor ser flyve gennem luften. Det er som taget ud af en midaldrende, konservativ amerikaners idé om satanisme i 1980’erne, som desværre lander i et kedeligt limbo: For karikeret til at frygte, men ikke campy nok til at grine af.
Teknisk er filmen egentlig vellykket, med grynede og skyggefulde billeder, men manglen på fængende plot eller interessante karakterer reducerer God Is a Bullet til ikke meget andet end en velproduceret bilreklame med et lækkert soundtrack.
Kommentarer