Af Gustav Stubbe Arndal
”Det har ikke noget med sandheden at gøre,” forklarer en advokat, mens hans klient forbereder sig på at blive sigtet i en drabssag. Han har ret, hvis man snakker om forsvarsstrategi i det franske retssystem. Men han tager fejl om Frit fald. Denne film er dybt optaget af sandheden – eller det, vi gør for at nærme os den.
Klienten er den berømte, tyskfødte forfatter Sandra Voyter (Sandra Hüller). Hendes mand (Samuel Thies) bliver fundet af hendes halvblinde søn Daniel (Milo Machado Graner) efter et drabeligt fald fra et vindue i deres nye hus i de franske bjerge. Eller faldt han måske fra balkonen? Eller sprang han selv? Eller blev han skubbet af Sandra, som var den eneste i huset på det tidspunkt?
Et par uoverensstemmelser i vidneudsagn, en ikke afgørende obduktion og en optagelse af et voldsomt skænderi fra dagen før overbeviser politi og anklagere om, at en sag skal føres mod Sandra. Hendes gamle ven Vincent (Swann Arlaud) stiller op som advokat til hendes forsvar, og sagen begynder.
Retssalsdramaer er ofte baseret på utroligt sande begivenheder, men Frit fald er imponerende på en omvendt måde – det er utroligt, at det er en original fortælling. Manuskriptet er fyldt med små, specifikke detaljer om sagen og karaktererne, der mere hører hjemme i true crime dokumentarer. Samtidig mangler filmen den type storladent drama og pludselige afsløringer, man typisk forventer.
”Mangler” er nok det forkerte ord. Justine Triet og hendes medforfatter Arthur Harari har ikke skabt et mordmysterie eller et melodrama, men en udforskning af, hvordan vi stykker vores liv sammen i en historie, og hvordan andre kan gøre det samme mod os.
Detaljer fra filmens første ti minutter bliver vendt og drejet. Sandras samtale med en ung journalist; Daniels beslutning om at gå tur med hunden; den afdødes højlydte afspilning af 50 Cent-sangen P.I.M.P. (instrumental version) mens han arbejdede på loftet. Gennem anklagerens spørgsmål bliver de alle tegn på et ægteskab på vej mod en voldsom opløsning.
Og så sker der noget underligt: man begynder selv at tænke i samme baner. Man ser på Sandra Hüllers fantastiske, flersprogede skuespil og leder efter tegn på, at den fiktive Sandra lyver. Måske de bittesmå mellemrum i filmens første minutter gemmer store afsløringer?
Vi ønsker både svar og drama som publikum, og anklager og forsvaret har begge deres svar, men en er mere dramatisk end den anden. På tv observerer en talkshowvært, at sagen minder så meget om Voyters krimiromaner, at det er fascinerende, selv hvis hun findes uskyldig. Anklageren citerer passager fra hendes bog for at demonstrere hendes personlige svagheder. Hvor fakta og beviser stopper, ankommer fiktion og narrativ.
I sidste ende, når sandheden er tvetydig, må man træffe et valg om, hvilken historie, man vil tro på. Den lektion lærer sønnen Daniel, der gennem filmen bliver hærget af et retssystem, der ligesom ham ikke er helt blind. Men ingen fortælling kan fylde hvert eneste hul, og intet tilfredsstillende flashback vil vise publikum, hvad der ”virkelig” hændte.
Frit fald er en umådelig skarp film og en juvel i retssalsdramaets ofte forudsigelige genre. Den stiller tankevækkende spørgsmål og giver næsten ubehagelige svar, man må side med, længe efter dommen bliver nedlagt. Dramaet ligger ikke i dødsfaldet, men i forsøget på at sætte et liv under et forstørrelsesglas og dermed skabe en fortælling – om den har noget med sandheden at gøre, eller ej.
Kommentarer