Af William Pilgaard-Jensen
I vadehavet ud for Esbjerg ligger lille Mandø på 7,63 kvadratkilometer. Øens høje vandstande har gennem mange år gjort de blot 27 beboere velbekendt med stormfloder og oversvømmelser. De lever i konstant bevidsthed om de trusler, som omringer dem, men der skal alligevel meget til at stå i vejen for det tætte bånd, de nærer til deres hjem.
I Juan Palacios og Sofie Husum Johannesens dokumentar, Før Stormen, følger vi henover længere tid Mandøs befolkning i deres daglige færd, mens de løbende må forholde sig til øens udsatte omstændigheder og faretruende udsigter. Klimaforandringere sætter sine tydelige spor, vandstandene stiger og en storm lurer i horisonten.
Vi kommer særligt tæt ind på livet af landmanden Gregers, som åbenlyst bærer på følelser, der strækker sig uden for øens grænser – på trods af hans livslange tilknytning til lokalsamfundet. Tilværelsen på Mandø er en del af hans identitet, men den er også præget af ensomhed. Selvom han næppe kan se sig selv leve noget andet sted, går han samtidig med et ønske at finde kærligheden, hvilket er en kamp med hårde odds, når man er del af en afsides population på 27 mennesker. Desuden er de blandede følelser i Gregers’ ansigt tydelige, når vi oplever ham gense et gammelt nyhedsindslag om øen, hvor han som ung dreng fortæller om sine ambitioner om at forlade familiens landbrug og uddanne sig til pilot.
Palacios og Johannesen har heldigvis valgt at udelade den hentydning til produktionens tilstedeværelse, som en interviewer eller forklarende tekst ville have afstedkommet. Ekspositionen kommer i stedet gennem radio- og tv-materiale, som beboerne selv tilgår, samt en sightseeingtur, hvor turister lærer om øen. Det er med til at gøre indblikket i befolkningens liv mere råt og uforstyrret på en måde, hvor det føles som en smag på oprigtig kvalitetstid, når man ser Gregers tale med sin unge nevø om piger, mens de er ude på jolle og fiske.
Indlevelsen bliver heller ikke mindre af de fantastiske billeder, som Juan Palacios har skruet sammen. Man forkæles igen og igen med smukke indstillinger af Mandøs natur fra alle sider – om det er en idyllisk soloplyst mark eller en mudderpøl på en grusvej. Alt er indfanget med et æstetisk øje, og sammen med Morten Svenstrups vidunderligt nysgerrige musik skaber det et udtryk, der til tider minder mere om en spillefilm end en dokumentar – og det er ment som en kompliment.
Tempoet er langsomt, men alt andet havde også virket forkert. Hvert segment tager sig god tid til at dvæle ved den samtale eller aktivitet, som er i centrum, og uden den tid ville man ikke på samme måde kunne afspejle den stemning, som præger øen og dens folk.
Før Stormen er en gribende omgang slice of life, som efterlader én overbevist om, at selv hvis man tog Gregers ud af Mandø, ville man ikke kunne tage Mandø ud af Gregers. Det kan godt være Moder Jord truer, men der skal mere til end ”blæsevejr” for at skræmme vadehavsøens trofaste borgere væk.
Kommentarer