Af Marius Sørensen
Hvad nu, hvis den klassiske Hollywood-rom-com var realistisk? Hvis hovedrollerne ikke var besat af nogle af verdens smukkeste mennesker, og hvis det nu bare var helt almindelige mennesker med helt almindelige problemer, der fandt kærligheden? Hvordan ville det se ud? Det er spørgsmålet, som Finlands største instruktørnavn Aki Kaurismäki forsøger at besvare i sin seneste film, Faldne Blade. Med sit karakteristiske tørre, humoristiske touch, fortæller han en kærlighedshistorie om to forhutlede finske arbejdere, der kæmper med alkoholisme og arbejdsløshed – og ikke er verdens smukkeste mennesker.
Faldne Blade følger alkoholikeren Holappa (Jussi Vatanen), der arbejder på en grå og trist byggeplads, og Ansa (Alma Pöysti), der hopper fra job til job, som både opvasker og supermarkedsassistent. De to møder først hinanden på en karaokebar, som deres venner har trukket dem med til. Efter lidt tid støder de på hinanden igen og begynder forsigtigt at opbygge et forhold, men Holappas alkoholisme og en pludselig tragedie slår skår i romancen.
Hele filmen igennem planter Kaurismäki små paralleller til den klassiske Hollywood-kærlighedshistorie. De to hovedpersoner omringes af amerikanske filmplakater, og Ansa opkalder sin hund efter en stor Hollywood-legende. Men det er tydeligt, at Kaurismäki ikke blot er ude på at lave en finsk udgave af en fabriksproduceret rom-com. Hans film har på sinde at give mennesker, der alt for sjældent får Hollywood-behandlingen, en kort stund i rampelyset.
Filmen befolkes af udtryksløse og undertrykte mennesker, som – fornemmer vi – higer efter netop at udtrykke sig. Tag for eksempel Holappa og hans kollega, Huotari (Janne Hyytiäinen), der aldrig rigtig kommunikerer med hinanden. Deres samtaler består i store dele af en-stavelses-ord og små grynt. Alligevel er Huotari desperat efter at deltage i en karaokeaften på en lokal bar – desperat efter bare et par minutters opmærksomhed, så han kan vise sit talent.
Kaurismäki er dygtig til at finde humor i både hovedpersoner og statisters døde blikke og kortfattede kommunikation. Filmen byder på overraskende mange fine grin, men samtidig er der en enorm tristhed i personernes grå tilværelser. Deres blikke vil, hvis man giver dem nok opmærksomhed, langsomt begynde at skære i hjertet.
Det grænser sig næsten mod at blive for trist og gråt, men fortællingens kerne – forholdet mellem Ansa og Holappa – er stærk nok til at bære det. Der er en god kemi imellem de to skuespillere, og man begynder som seer at håbe og heppe på, at karaktererne bryder ud af deres skal og endelig udtrykker sig.
Der er noget beundringsværdigt i Kaurismäkis ønske om at give en smule rampelys til mennesker, som sjældent ellers får det. Især en gennemløbende tråd, hvor Ansa konstant afbrydes af radioudsendelser om krigen i Ukraine, hver gang hun forsøger at have lidt medlidenhed med sig selv, er med til at udstille, hvordan almindelige folks problemer går i glemslen.
Faldne Blade er en lille, sød historie, hvor alt større melodrama er siet fra og de få Hollywood-klichéer, der er tilbage, underspilles så troværdigt, at man ikke mærker det. Der er intet banebrydende eller ekstraordinært ved dens fortælling, men det er en forfriskende modgift til alverdens masseproducerede Netflix-rom-coms. En fin kærlighedshistorie om to midaldrende mennesker, der forsøger at finde hinanden på trods af hverdagens udfordringer.
Kommentarer