Af Kim Sidsel Minuva
Sjældent har en premierefilm fået leveret gratis, fornyet aktualitet i samme grad som dokumentaren Elizabeth. Den film, som for blot en måned siden virkede som et besynderligt irrelevant indspark i det danske filmprogram, har lige fået serveret den slags marketing på et sølvfad, som man ellers ville skulle betale milliarder for.
Med Dronning Elizabeths død på alles læber, bør man så også slå bagdelen i sædet og dyrke hendes død, liv og monarkiet yderligere med Elizabeth?
Umiddelbart kommer Roger Michells dokumentar godt fra start. Der er ingen typisk fortællestemme og få interviewpersoner. Langt det meste af filmen består i stedet af historiske optagelser og videoklip – oftest bag kulisserne.
Således får man et indblik i, hvordan besøgende ministre og modtagere af ridderkors guides af monarkiet til, hvordan man tiltaler selveste Dronningen, hvordan man bliver slået til ridder, hvor man skal stå… alt sammen med fjollet underlægningsmusik. Man får en fornemmelse af, at Elizabeth udstiller monarkiets pomp og pragt bag kulisserne og viser, hvor tåbeligt det kan virke.
Men det positive førstehåndsindtryk glider hurtigt i baggrunden. Dokumentaren er ikke struktureret kronologisk; i stedet er klippene samlet i særdeles løst sammenhængende emner såsom ”Ma’am,” ”Close-up,” og ”In the saddle”. Problemet med det er, at dokumentaren ender med at mangle fremdrift i alvorlig grad.
Opdelingerne virker tilfældige snarere end naturlige. Elizabeths generelle interesse lader til at være, hvordan dronningen skildres mediemæssigt gennem tiden – og så er det svært at se, hvordan ”Close-up” kommer godt ud af det i selskab med ”In the saddle”. For emnerne lykkes ganske enkelt ikke sammen.
Værre endnu er det, at den udstillende vinkel, hvor overdådigheden afbildes som småfjoget, nærmest øjeblikkeligt fordufter. I stedet får man serveret en ukritisk lovprisning af det britiske kongehus og dets tidligere overhoved.
Underlægningsmusikken bliver trist og dramatisk, mens Elizabeth på tog gennem afrikanske lande vinker farvel til et hav af folk, som hun selv har regeret over som del af det britiske imperium. Dokumentaren vover endda at præsentere afrikanske stammer, som var de fra en anden planet ved at sammenligne deres møde med Dronningen med rumvæsner fra Star Trek (1966-).
Det virker ligeledes grotesk, når Elizabeth dykker ned i sønnernes kærlighedsliv. Prins Andrew, der de seneste år har ageret centrum i en mediestorm grundet hans sexliv og relation til misbrugeren Jeffrey Epstein, bliver stort set ikke nævnt. Derimod krydsklippes der hyppigt mellem Prinsesse Diana, Meghan Markle og skandalerne, der hjemsøger dem, og branden i Windsor Castle i 1992.
Prinsesse Diana og Hertuginde Meghan, snarere end Prinserne og deres talrige uartigheder, iscenesættes som om, de nedlægger og ødelægger monarkiet. Og når det britiske folk bliver sure over, hvordan kongehuset behandlede dem begge, så sammenligner Elizabeth dem med ondskabsfulde kommunister.
Det er surrealistisk at opleve.
”Heavy is the head that wears the crown,” synger rapperen Stormzy i filmens sidste scener, og det er en perfekt latterlig sang at akkompagnere en urimelig skildring af kongehuset og Elizabeth med. De ellers skægge og fascinerende historiske klip drukner i en hyldest af Dronningens 70 år som regent, der smager mere af absurd propaganda end kritisk og medrivende filmhistorie.
Kommentarer