Af Benjamin Damon
Instruktør Adam McKay har fået lov til at gøre lige, hvad han har haft lyst til med sin nyeste film, Don’t Look Up, der er produceret af Netflix. Han har tilsyneladende også fået lov til at bruge lige præcis de skuespillere, han har haft lyst til, for castet er stjernespækket i en grad, man sjældent har set mage til. Det er desværre ikke nødvendigvis nok bare at have et stærkt cast, for McKays vision for denne film er noget uklar.
Præmissen er egentlig ganske simpel. Kate (Jennifer Lawrence), der er Ph.d.-studerende ved Michigan State University opdager en aften sammen med professoren Dr. Randall Mindy (Leonardo DiCaprio), at en kæmpe komet er på vej mod jorden. Om 6 måneder vil den ramme overfladen og tilintetgøre menneskeheden. De skal nu forsøge at få overtalt USA’s præsident om, at der skal handles hurtigt.
Problemet er, at præsidenten i Don’t Look Ups USA er en Trump-lignende figur ved navn Janie Orlean (Meryl Streep) – og hun lader ikke til at være synderligt bekymret, da de endelig får 20 minutter til at forklare hende situationen. Det forværres yderligere af, at hendes søn og statssekretær, Jason (Jonah Hill), er en gennemført douchebag, som i selskab med mor udgør en grufuld kombination.
McKay er virkelig gået all-in på fjoget humor og en spøjs balance mellem politisk satire og mere alvorlige sekvenser. Størstedelen af tiden munder det ud i en uskøn sag, der kun i momenter bliver rigtig sjov og som oftest ender med bare at være åndssvag. Det hele minder i grunden lidt om Anders Thomas Jensens Retfærdighedens Ryttere (2020), som havde samme problem: filmene ved ikke, hvad de vil være.
Og hvad med castet? Det kan vel ikke være helt skidt med DiCaprio, Streep, Blanchett, Chalamet, Lawrence m.fl.? Nej, bevares. Det er heller ikke helt skidt. Men ingen af skuespillerne leverer banebrydende optrædener – det er manuskriptet simpelthen ikke godt nok til. Der er slet ikke plads eller tid til at lære vores protagonister at kende; både Kate og Randall har problemer i kærlighedslivet, men der skøjtes henover det uden større betænkning. Det gør det utroligt svært at investere sig i nogen af dem.
Det er en skam, at Adam McKay ikke ved, hvordan han skal gribe sine projekter an (se: Vice (2018)). Der er potentiale til en ganske sjov og god film her, men han smadrer det for sig selv gennem en række elendige valg. Klipningen er rodet og grim, og det visuelle udtryk er generelt ret usmageligt og pladres til af ækle title cards, der tydeligvis skal ses som komisk effekt, men ender med at irritere.
Det værste valg må dog siges at være den fuldstændigt uudholdelige koncert-scene i den sidste tredjedel af filmen. Ariana Grande og Kid Cudi giver en form for velgørenhedsoptræden med en intetsigende popsang, som varer alt for længe; alt ved det ligner og lyder som en joke. Måske er det en joke, men det er ikke sjovt.
Der er ingen tvivl om, hvad instruktøren har haft i sinde med denne film. Et satirisk indslag om politik, klima, samfund, ulighed mv. Det fungerer i momenter, men det er så overdrevent, at det ender med at føles som en fuser, man bare venter på, skal stoppe. Det gør den desværre alt for sent.
Kommentarer