Af Rikke Hesselvang
Nogle skuespillere er født til at spille bestemte roller. En af dem er Javier Bardem. Han er fænomenal til at spille antagonisten, den onde skurk, som i No Country for Old Men (2007) eller Skyfall (2012). I denne film er intet anderledes – her er han blot spansktalende og en vaskeægte ’silverfox’.
Julio Blanco (Javier Bardem) driver et familieforetagende, der producerer vægte. Firmaet står til at modtage en fornem pris, så vi bliver naturligt præsenteret for Blanco midt i en peptalk til sine ansatte. Han virker rar, behagelig, kontrolleret, endda karismatisk, sidestiller firmaet med familie og lever umiddelbart op til filmens titel.
Men i opløbet inden priskomitéen ankommer, vælter problemerne ind over Blanco. Den fyrede medarbejder Jose (Óscar de la Fuente) vil hævne sig og begynder at protestere, Blancos tætteste ven og kollega, Miralles (Manolo Solo), står i et trekantsdrama og Blanco indleder et seksuelt forhold til den nye praktikant, den unge og smukke Liliana (Almudena Amor), som han har kendt siden barnsben.
Især Blanco og Lilianas forhold kunne være en film alene. Den sydende og boblende intensitet kan mærkes gennem skærmen, og man vil nødigt stå mellem dem, når deres øjne mødes – for de gemmer på fæle hemmeligheder. I jagten på retfærdighed overtager Liliana udspekuleret kontrollen og gør Blanco til en brik i hans eget spil. Hendes hævngerrighed er umulig ikke at elske!
Den perfekte chef er en af de historier, der beviser, at kapitalismen sejrer, hvis man er desperat nok – og det er Blanco. For grådighed og hævntørst er en grim kombination, og på Blancos personlige vægt vejer begæret efter succes mest. Hvad der var ’almindelige’ problemer på arbejdspladsen, er pludseligt blevet et hævntogt, en bestialsk vendetta. Kapitalismens verden er en farlig verden.
Den dekorative men defekte vægt foran fabrikken bruges som metafor for Blancos og firmaets forfatning. Fabrikkens uduelige vagt lykkes forgæves med at reparere den, og Blanco må tage sagen i egen hånd. Han klistrer en patron på undersiden af vægten. Fikset – men han har også stukket (læs: skudt) sine relationer i ryggen. Komediedramaet er blevet noget gyseligt.
Castet gør det glimrende, herunder Celso Bugallo, der spiller Fortuna, den gamle og loyale ansatte. Han siger nærmest ingenting, men udtrykker alligevel mest. Særligt når Blanco har vundet, og Fortuna skal montere prisen på den allerede propfyldte prisvæg; Fortunas tomme blik flænser en dybt i hjertet, og stilheden larmer ubærligt. Sig dog noget!
Julio Blanco er perfekt besat af Javier Bardem. Med en naturlig overbevisning formår han at tage ordet antihelt til sig med en vis sarkasme og humor. Han skaber en karakter, der udfordrer autoritet, besidder både komiske og grusomme elementer, men måske fremfor alt er kynisk og iskold – især mod slutningen. Javier Bardem er filmen – helt forrygende som skurken endnu engang.
De Aranoa har skabt en veludviklet historie, men også en social kommentar til det spanske samfund om penge, desperation og uretfærdighed. Filmen indeholder interessante subplots, men det er fremfor alt karakterernes udvikling og indbyrdes relationer, som bærer filmen fra start til slut og i sidste ende efterlader en med en klump i halsen.
Kommentarer