Af Gustav Stubbe Arndal
Amerikanske film om Vietnam-krigen, fra den amoralske realisme i Oliver Stones Platoon (1986) til den absurde tragikomik i Stanley Kubricks Full Metal Jacket (1987), har næsten altid fokuseret på krigens ultimative meningsløshed. I Da 5 Bloods skildrer Spike Lee krigen fra en ny vinkel ved at zoome ud og placere den i en alternativ kontekst på linje med afroamerikansk lidelse og borgerrettighedsbevægelsen. Resultatet er tankevækkende på en måde, få andre værker om emnet har været.
Historien følger de fire sorte krigsveteraner Paul (Delroy Lindo), Otis (Clarke Peters) Eddie (Norm Lewis) og Melvin (Isiah Whitlock, Jr.), der vender tilbage til Vietnam for at finde og tilbagebringe deres faldne broder Normans (Chadwick Boseman) lig. Hvad den amerikanske regering ikke ved er, at de også er ude efter den hemmelige kiste med guld, de begravede sammen med ham ude i junglen mange år tidligere.
Filmens første scener introducerer os stille og roligt til de genforenede kammerater og til filmens grundlæggende politiske og moralske temaer. Paul, der går rundt med en ”Make America Great Again” hat, har tydeligvis ikke håndteret sin PTSD eller sin kones senere død særligt godt. Det er gået ud over hans søn David (Johnathan Majors), der dukker op som femte medlem af gruppen i håb om at hjælpe sin far med at finde en smule fred. Resten af slænget viser omsorg for Pauls lidelse, men har ingen tålmodighed for hans fremmedhad.
Da 5 Bloods går hen og minder om en road-trip film, afbrudt af enkelte flashbacks til krigen, men da guldet bliver fundet, følger en kaskade af komplikationer, og de underliggende konflikter mellem karaktererne kommer for alvor i kog.
Der er Hitchcock-agtig spænding i filmens bedre sekvenser, som når den mindst rolige mand kommer i besiddelse af deres eneste pistol, eller et minefelt tvinger den splittede gruppe til at arbejde sammen. De skuddueller, der følger, er funktionelt konstrueret, selvom de mangler Lees sædvanlige kreative flair.
Flashbacks til de fem venners tid i hæren er skudt på 16mm i 4:3-format, hvilket både imiterer tidens teknologi og udtrykker veteranernes nostalgiske kærlighed for ”Stormin’ Norman”, der ledte deres eskadrille i mere end bare kamp. ”Han var vores Malcolm og vores Martin,” siger Otis til unge David. Det var oprindeligt Normans idé at vende tilbage efter guldet og give det til deres svigtede folk hjemme i USA, men efter så mange år er nogen af brødrene ikke længere så storsindede.
Som i Spike Lees bedste film er han kompromisløs med sit kunstneriske formål, men åben over for nuance og kompleksitet. Pauls enetale for kameraet efter et sammenbrud, der forbinder hans lidelse med amerikansk imperialisme, idealiseret maskulinitet og raceundertrykkelse, må være blandt instruktørens mest effektive og provokative scener.
Med arkivklip, der knytter fortid sammen med nutid, og karakterer, der ofte er mundstykker for ideologiske standpunkter, kunne Da 5 Bloods nemt virke som et 2½-times essay. Men Lee formår med stærk dramatisering og endnu stærkere idéer at gøre den ideologiske kamp lige så medrivende som nogen Vietnam-film til dato. Han finder en smule mening i krigen, som kan overføres til de borgerrettighedskampe, der stadig kæmpes i dag.
Kommentarer