Af Nanna Schmidt Nordestgaard
Tænk på, hvad Ursula, Maleficent og Mother Gothel fra Tangled har til fælles. De er kvinder, de er onde, og de har alle en stærk hang til dramatiske, sorte kåber og øjenskygge helt op til øjenbrynene. Men nu er tiden kommet til at give mikrofonen til en af Disney-universets mest berømte kvinder, nemlig Cruella De Vil, som i Emma Stones inkarnation har en hel masse interessant at sige.
Det er med andre ord en origin story, man er vidne til i Cruella. I denne historie begynder Cruella som den forældreløse Estella, der sammen med to gadebørn klarer dagen og vejen i London som lommetyve og plattenslagere. Men Estella er aspirerende modedesigner, og ved et tilfælde får hun chancen for at arbejde for den tyranniske designer, Baronessen (Emma Thompson).
Da det går op for hende, at Baronessen er en enevældig modemonark, der stjæler sine ansattes ideer, begynder hun, som en anden fashionabel Joker under alteregoet Cruella, at bryde Baronessens modemonopol med spektakulære, rebelske aktioner på den røde løber.
Der er virkelig mange kvinder i denne film og ingen eksplicit romantiske interesser af noget køn. Det er bemærkelsesværdigt, at to (hvide) kvinder, der taler sammen i en sofa om deres rivaliserende ambition om at blive Londons største modeskabere, skal springe så meget i øjnene, som det gør her. Der er ikke en flig af beskedenhed at spore. Det føles forfriskende.
Det er også altid fedt at se den lille kvinde og en hær af samfundets udskud hjælpe hinanden med at få etablissementet ned med nakken. Når det tilmed indebærer ekstravagante kostumer og dramatiske entreer (tænk at se Cruella ankomme på en motorcykel i en røgsky med maske og læder fra top til tå), så er der ikke et øje tørt.
Det er virkelig heller ikke nogen minimalistisk film, instruktør Craig Gillespies, der tidligere har instrueret I, Tonya (2017), har skruet sammen. Det er en film, der skriger ”More is more!” og smider voice-overs, montage efter montage, avisoverskrifter, kostumeskift mm. ind i mixet.
Musikken bærer Cruella halvvejs i mål, fordi det simpelthen bare er alt for tilfredsstillende at se montage efter montage fra 1970’ernes London til lyden af Queen, The Clash og Nina Simone. Hvad enten det er gruppen af udskud laver lommetyverier eller af Estella, der kæmper sig vej op i hierarkiet i Baronessens Haute couture-arbejdslejr, bidrager hittene til en groovy stemning. Er det kunst? Nej, men det er satans effektivt og lækkert lavet.
Emma Stone som Estella/Cruella er ikke den Joker, vi fortjener, men den Joker, vi har brug for. Hun er perfekt som søde, usikre Estella og galt-geniale Cruella. Emma Thompson er også ond og majestætisk som modeguru, selvom Baronessen er en noget mere firkantet fremstillet karakter end Estella, en rendyrket narcissist. Hundene (en nødvendighed i et 101 Dalmatinere-prequel) er CGI og virker mest bare som en nødvendighed for at få ting til at lykkes.
Selvom plottet er irriterende simpelt, er der så utrolig mange kringlekroge, som man skal igennem før klimaks. Men det bliver aldrig rigtig farligt, når Cruella gang på gang snyder Baronessen.
Jeg havde også godt set mere til Cruellas kompromisløshed, og hvordan hun tøjler de usympatiske sider, vi sjældent ser kvinder have på film. David mod Goliat-kampen er ikke noget, der gør Cruella ond i mine øjne.
Cruella er mere spektakel end elegance, mere in your face-gimmick end subtil plotstruktur. Men i filmens lyd, Emma Stones skuespil og kostumer er der den vildeste energi. Som Cruella siger: “I am Woman, hear me roar!”
Kommentarer