Af Anna Lauritsen
Efter årelange corona-nedlukninger står superhelte- og actionbrag i kø for at få premiere. Senest har film som The Batman (2022), Uncharted (2022) og Moonfall (2022) forbløffet biografgængere med hæsblæsende biljagter og storslåede CGI-effekter.
I en sådan tid føles det forfriskende, hvis ikke nødvendigt, at opleve en instruktør som Mike Mills vende tilbage til det store lærred og gøre præcis, hvad han er bedst til: at fortælle en ydmyg, varm og medfølende historie, hvor der bogstaveligt talt ikke er nogen bad guy.
C’mon C’mon følger den rolige radiojournalist, Johnny (Joaquin Phoenix), som siger ja til at passe sin ni-årige energibombe af en nevø, Jesse (Woody Norman). Egentligt skal det kun stå på et par dage, mens Jesses mor, Viv (Gaby Hoffmann), rejser udenbys for at se til sin syge eksmand og Jesses far. Vivs tur ender dog med at trække længere og længere ud, hvormed onkel Johnny og nevø Jesse tvinges til at tilbringe uventet meget tid sammen.
Johnny er selv barnløs og normalt bosat i New York, og han ser aldeles malplaceret ud i sin hvide, nystrøgne skjorte midt i sandet på de californiske strande. Tilmed har han og Viv, efter deres mors dødsfald 10 år tidligere, ikke været gode til at holde kontakten. Det er mildest talt en omvæltning for ham pludselig at skulle navigere i en faderrolle og agere opdrager for den nysgerrige og ikke altid samarbejdsvillige Jesse.
Dog knytter onkel og nevø efterhånden et tæt bånd, og Johnny tager Jesse med på en rejse rundt i USA for at interviewe børn til en kommende reportage. Undervejs på rejsen viser filmen klip fra disse interviews, hvor børn af alle aldre og socialklasser fortæller om deres drømme, frygt og håb for fremtiden. Emnerne kan lyde en smule hellige (”vi skal alle sammen være gode mod hinanden”) – men fordi børnenes fortællinger virker så autentiske og bramfri, føles scenerne aldrig prædikende. I stedet bidrager de med en seriøsitet og forståelse overfor børns tanker og følelser, som fastholdes gennem hele filmen.
Meget lig hans seneste film, 20th Century Women (2016), har Mike Mills skabt en dialogbåret feel good-film. C’mon C’mon består udelukkende af gode, rare mennesker, som sidder på en bænk, i en sofa eller i en restaurant, mens de forsøger at forstå hinanden, så gode de kan.
Det lyder som en simpel formel, men det kræver ekstremt godt håndværk for at fungere. Heldigvis har Mills skrevet et fantastisk troværdigt manuskript, som er både rørende og ikke mindst enormt morsomt. Han mestrer perfekt filmens tone, som netop vajer mellem disse to stadier. Jesse råder på et tidspunkt Johnny til at ”be funny when you can”, og det lader til, at Mills selv har taget dette mantra til sig på bedste vis.
Trods Mills’ geniale arbejde bæres filmen i høj grad på skuldrene af to fremragende hovedrollepræstationer. Det er som altid rart at se Joaquin Phoenix i en mere sympatisk rolle, mens den unge Woody Norman leverer en af de bedste barnepræstationer, jeg mindes at have set.
Begge karakterer overbeviser fuldstændigt som virkelige personer og smelter ubesværet ind i Robbie Ryans gudesmukke sort/hvide billeder af New York, Los Angeles og New Orleans. Det æstetiske valg om fraværet af farve lægger en smuk, melankolsk dæmper på de ellers excentriske karakterer og livlige storbyer, og tilsat Bryce og Aaron Dessners drømmende score skaber C’mon C’mon en verden, man har lyst til at suges ind og leve i.
Filmen rører på elegant vis ved en lang række temaer – herunder barndom, ulykkelig kærlighed, ensomhed, søskenderelationer og tab. Dog skinner tematikken om forældreskab mere igennem end noget andet. Mills hylder den selvopofrende og ofte utaknemlige opgave, det er at være forælder, og han genkender, at de færreste med børn faktisk helt ved, hvad fanden de laver. ”It’s a fucking nightmare”, som Viv siger i telefonen til Johnny. Men som altid er kærligheden i sidste ende stærkere end frustrationen over noget som helst skænderi.
Generelt emmer filmen faktisk af kærlighed til verden omkring os; til mennesker, mødre, børns nysgerrighed, nære relationer, kunst og poesi. Det er en overvældende rørende filmoplevelse, og trods vi kun skriver april, vil C’mon C’mon med al sandsynlighed stå tilbage som en af de allerstærkeste film fra 2022.
Kommentarer