Af William Pilgaard-Jensen
Instruktør Lukas Dhonts anden spillefilm har fået anerkendelse fra de allerfineste rækker inden dens ankomst i Danmark. Ved sidste års Cannes-festival blev Close tildelt den næststørste ære, Grand Prix-prisen, og ved Oscar-uddelingen i år repræsenterede filmen Belgien blandt de nominerede til Bedste internationale film.
Det giver anledning til en vis forventning, men bestemt ingen skuffelse. Close er en hårdtslående fortælling, som behandler imponerende mange tematikker uden at overdøve sig selv i processen.
13-årige Léo (Eden Dambrine) har et tæt bånd med sin bedste ven Rémi (Gustav De Waele). Så tæt, at Léos mor spørger, om de nogensinde får ham at se igen, når han skal overnatte hos Rémi, hvor han desuden betragtes som ekstra familie. De to drenge synes uadskillelige.
Men da klassekammeraterne i skolen begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om der er tale om mere end bare venskab, bliver deres forhold kompliceret. Da man for alvor kan mærke spændingerne og distancen mellem de to drenge, sker der pludselig en tragedie, som får endegyldige konsekvenser for deres venskab.
Léo er den, der bliver mest påvirket af de andre børns bemærkninger i skolen, og det er også ham, som gradvist begynder at tage afstand fra Rémi. Det skaber uendelig meget forvirring, angst og frustration hos dem begge, men som regel uden at følelserne bliver sagt højt. I stedet bliver adskillelsen synliggjort gennem deres daglige interaktioner, som når de ligger på græsset i skolen, og Léo bliver usikker omkring, at Rémi hviler hovedet på ham, så han prøver at finde på undskyldninger for at rykke sig væk.
Det er hjerteskærende at bevidne den mur, som opstår mellem Léo og Rémi, og det er især takket være de eminente præstationer, som Dambrine og De Waele leverer. De indfanger skarpt en identitetsforvirring, der er svær at navigere i, når man er i de sårbare teenageår. Desuden ville det være en fejl ikke også at nævne Émilie Dequenne, der er utrolig stærk i rollen som Rémis mor.
Foruden det imponerende skuespil, bliver oplevelsen også hjulpet på vej af gennemført filmteknisk snilde. Valentin Hadjadjs underlægningsmusik er dybt rørende, og det er umuligt ikke at blive betaget af Frank van den Eedens smukke billeder, der især kommer til deres ret, når Léo og Rémi løber langs de belgiske blomstermarker i sommersolen.
Venskab, skyld og ensomhed er blot få af de mange emneområder, som Close bearbejder, men på grund af den nænsomme tilgang, Lukas Dhont har til hver scene, føler man sig ikke overmæt. I en stor del af filmen, føles det faktisk som om, man ”bare” observerer karaktererne, mens de omgås i hverdagens rammer.
Sådanne diskrete scener kan nogle gange få filmen til at virke en tand længere, end den er, men de er også med til at bringe seeren helt tæt på karaktererne, da man samtidig kan mærke følelserne ulme under overfladen. De fleste konklusioner er det op til publikum at drage, nogle gange ikke med mere end blot et blik på tværs af skolegården eller klasseværelset.
Close bør stå som et afgørende startskud for Eden Dambrines og Gustav De Waeles skuespilkarrierer. De viser begge skyhøjt potentiale i en ungdomshistorie, der emmer af intimitet og sårbarhed.
Kommentarer