CODA: Ved du, hvad det er?

“Når CODA er allermest vellykket balancerer den mellem det vanskelige, og til tider omklamrende ved at være i en familie, og det smukke i den store kærlighed og overbærenhed, der – i nogle tilfælde ihvertfald – også er til stede i sådan et fællesskab.”

Læs mere
SKYGGEN I MIT ØJE: De yngste viser vejen i rørende Bornedal-storfilm

”De tre børn levendegøres på overbevisende manér af de unge skuespiltalenter, der indkapsler den umiddelbare glæde og uvidenhed, som er så definerende for barndommen. På samme tid rammer de alle totalt plet, når de voksnes krig og brutalitet på uretfærdig vis melder sin ankomst, og manglen på forståelse for, hvorfor krige overhovedet udkæmpes, skinner ud af deres blanke øjne.”

Læs mere
ANTLERS: Monsterfilm mister fokus

”Instruktøren Scott Cooper etablerer overbevisende en glædesløs og dyster verden med karakterer, der alle på hver sin måde er traumatiserede. En overflod af interessante temaer bliver bragt på banen: menneskets ødelæggelse af naturen, børnemishandling, afhængighed og kolonialisme.”

Læs mere
VENOM: LET THERE BE CARNAGE: We are Venom… eller hvad?

“Uden muligheden for at dykke dybere ind i dynamikken bag Eddies og Cletus’ fjendtlighed falder filmen fra hinanden, og heltens indsats er aldrig rigtig på spil på noget tidspunkt i filmens 97 minutter. Hverken for Eddie eller for Cletus – og de bliver ellers begge udfordret. Det samme gør Venom og Carnage. Men ligesom i Venom er det okay. For det er ikke den slags superheltefilm. Det er den for kort til.”

Læs mere
HALLOWEEN KILLS: Splat, splat, godnat!

“Allerede i filmens første øjeblikke dræber køkkenknivsmorderen et dusin brandmænd, der er kommet for at slukke den brand, som skulle have slået manden ihjel. Myers dræber og dræber, for der var faktisk en del overlevende fra den første film og mange af dem er med her – som var vi til et gymnasies 40 års genforeningsfest.”

Læs mere
SHIVA BABY: 78 minutters charmerende angstanfald

“Alligevel har Danielle en charmerende og genkendelig nerve, som gør, at man ikke kan undgå at heppe på hende. Både hendes karakter og filmen generelt har en tidstypisk ironisk distance til den oprigtigt angstprovokerende situation. Den (perfekt timede) tørre humor er hele tiden til stede, selv når lokummet brænder.”

Læs mere