Af Louis Raaschou
At gå til angreb på både politiske og religiøse systemer i Egypten, og endda lade dem bekrige hinanden, kræver sit mod, også selvom man bare gør det på film. Svensk-egyptiske Tarik Saleh har med Boy From Heaven skabt en tankevækkende fortælling, der helliger sig en genres klare konventioner og følger dem i en ret lige linje, men som viser et enormt mod, og tør træde ind i en verden, som få ved noget om, og som endnu færre tør fortælle om.
Boy From Heaven omhandler den unge fiskerdreng Adam (Tawfeek Barhom), der optages på det prestigefyldte universitet Al-Azhar i Kairo, og forlader sine to brødre og sin far i deres landsby. Kort efter ankomsten dør den magtfulde storimam dog, og det sætter gang i en kynisk magtkamp mellem landets sekulære og religiøse institutioner.
Adam hverves af efterforskeren Ibrahim (Fares Fares), som han skal hjælpe med at sikre, at den politiske tops kandidat vælges som ny storimam. Han hvirvles ind i et kompliceret spil, hvor ekstremister og magtsyge mænd er overalt, og det aldrig er til at vide, hvem man kan betro sig til og stole på.
Tarik Saleh vandt med Boy From Heaven den prestigefyldte pris for bedste manuskript i Cannes. Og det er virkelig et velskrevet manuskript. Samspillet mellem hoved- og biroller har både dynamik, flow og skarpe, velformulerede replikker. Dialogen er skåret helt ind til benet, og der siges ikke ret mange ord, som der ikke er behov for. Det er netop den kontante præcision i dialogen – hvad end Adam advares om, at hans rene sjæl vil blive mere og mere rådden for hvert sekund han er ved Al-Azhar, eller at han i hemmelighed får besked på at hente McDonald’s til Sheikhen – som skaber den drabelige intensitet og nerve, der driver dramaet i Boy From Heaven.
Palæstinensiske Tawfeek Barhom er et fund i hovedrollen som den søgende, usikre fiskersøn, der pludselig skal agere spion i et beskidt spil han ikke selv begriber. Med få ord formår han at udtrykke den nagende tvivl og frygt, som Adam tynges af, men som også bliver hans drivkraft. Han fungerer eminent som moralsk tynget katalysator for den brudvise udfoldning af korruptionens omfang – som en lille dreng fanget i et granvoksent magtspil om liv og død.
Over for ham er svenske Fares Fares, kendt fra de første fire Afdeling Q-film (2013-2018), godt castet som den seriøse, småmystiske oberst Ibrahim. Som det er symptomatisk for filmen, og den verden den vil udstille, ved man aldrig med sikkerhed, om Ibrahim er en godhjertet autoritet, der oprigtigt kerer sig om Adam, eller endnu et fordærvet produkt af et ondt system, som bare udnytter det svageste led til egen gavn.
Man kan sige, at Boy From Heaven følger formularen for en politisk thriller ret stringent, men det er til en vis grad også helt i orden, når den til gengæld udviser både ambition og frygtløshed i sin omgang med et dybt ømtåleligt emne. Samtidig er det soleklart, hvad filmen vil fortælle om magteliten, der ikke så meget som ænser befolkningen den er sat i verden for at tjene, og hvem den skarpe kritik er rettet direkte mod.
Alligevel følte jeg mig mod slutningen en smule afkoblet, da fortællingen, og Adam med den, nåede et toppolitisk niveau. Boy From Heaven er bedre i de små gange og de store bedesale ved Al-Azrah, end på moderne kontorer. Slutningen bliver for ligetil, lidt for let, og jeg savnede det twist, eller den endegyldige afsløring af både statens og trossamfundets magtsyge, som Salehs mod, forståeligt nok, måske ikke rakte til.
Boy From Heaven er både en meget vellykket og meget vigtig fortælling om den egyptiske magtelite, som ikke er bange for at udstille dem, der med korruption og frygt manipulerer sig til toppen. Dialogen er skarpt skåret, skuespillet er fremragende, og selvom intensiteten daler lidt mod slutningen, er det en film, som sætter tanker i gang om den verden vi lever i, de mennesker der styrer den, og de hvis skæbne er i hænderne på magtsyge, korrupte systemer.
Kommentarer