Af Gustav Juhl
Alle kender Bob Marleys navn. De fleste vil måske kende et par sange. Men hvor mange kender hans kulturelle betydning for verden og ikke mindst Jamaica? Med Bob Marley: One Love forsøger instruktør Reinaldo Marcus Green at genoplive Bob Marley og bringe hans legende ind i bevidstheden på en ny generation. En ny generation der igen er på jagt efter frihed fra mentalt slaveri.
Spørgsmålet er, om Green med sin film kan for Bob Marleys rige historie og personerne omkring ham. Eller om den ender med at falde i den generiske Hollywood-fælde som så mange andre film i biopic-genren.
Bob Marley: One Love foregår i årene mellem 1976-78. En kort periode af både Bob Marleys liv og karriere, men med denne afgræsning gør Green sin film en tjeneste. Det er netop disse år, som markerer en vigtig del af hvad, der gjorde Bob Marley til det, hans navn stadig betyder den dag i dag.
Filmen begynder med Smile Jamaica-koncerten, der udløste et politisk motiveret attentatforsøg, som efterlod ham (Kingsley Ben-Adir), Rita (Lashana Lynch) og to andre sårede. De mentale og fysiske ar markerede et skift i Marleys bevidsthed, men med den efterfølgende flugt i sikkerhed til London, tog tragedien ham i en ny og konstruktiv retning. Både i musikken og i hans bevidsthed.
Karrieremæssigt viser London sig som et gunstigt sted for Marley. Et nyt eksperimentelt hit-album er på vej, men filmen fortæller desværre Marleys historie så fattigt og uoriginalt, at man nærmest forundres. Ikke fordi der ikke er muligheder. I London får Marley nemlig en kræftdiagnose, som han senere skal dø af. Man skulle tro, at det ville ændre tempoet i filmen, men på trods af de konsekvenser, det havde for hans liv, bliver det på mærkelig vis ikke til mere end et par enkelte scener, som anerkender hans sygdom.
Filmen fejler, og pacingen føles helt ved siden af. Dens tyngde er erstattet med flade overgange og plothuller, og man kan hverken mærke dybden i personen Bob Marley eller hans filosofi. Og det er en kæmpe skam. Med en grænsesøgende person som Marley, der stadig så mange år efter sin død bærer en heftig betydning for musik og kultur, burde man kunne forvente, at Green ville bruge en mere eksperimenterende tilgang til filmen. Et hovedspring ind i en udforskning af hans liv, præcis som Marley selv gjorde det. I stedet dypper One Love kun et par tæer i vandet, og efterlader en med et overfladisk kendskab til en person, man skal hoppe i med begge ben for at forstå.
Der er et par lyspunkter i filmen. Kingsley Ben-Adirs totale indlevelse i rollen som Bob Marley og Lashana Lynchs elegante billede af Marleys kone, Rita, er beundringsværdige. Den interne dynamik i deres liv og udfordringer udfoldes smukt og løfter sig højt over resten af filmens fladhed. Desværre er det ikke nok til at bære de andre svagheder. Resten af Greens forsøg på at lave Marleys biopic lider af en formularisk produktion.
Det er tydeligt, at Green med Bob Marley: One Love har haft som mål at bringe Bob Marleys musik og livsfilosofi ind i en yngre generations bevidsthed. Men trods de stærke skuespillerpræsentationer, er filmen fyldt til randen med klichéer og skrevet på opskrift. Det er skuffende, når man netop har at gøre med en mand, der befriede sig selv fra mentalt slaveri. Hvis ikke andet, så ironisk.
Kommentarer