Af Gustav Stubbe Arndal
Blackberry er, langt efter sin storhedstid som den mest udbredte smartphone, blevet til en joke. Et levn fra 00’erne, der ikke fulgte med tiden. Så spørgsmålet for en film baseret på det canadiske vidunder er, om iPhonen vil ankomme som tragedie eller punchline.
Indie-fænomenet Matt Johnson lander et sted i midten. Det er komik for publikum, men tragedie for filmens karakterer. For det er nemt at være bagklog, når man sidder i 2023 med en Android i lommen, men det var svært at bane vejen for moderne mobilteknologi – og endnu sværere at indse, at løbet var kørt.
Året er 1996, og Research in Motion (RIM) er totalt på lokum. Mike Lazaridis (Jay Baruchel) og hans makker og medgrundlægger Doug Fregin (spillet af instruktøren Matt Johnson) har samlet Canadas bedste tech-ingeniører, men har svært ved at sælge deres koncepter. Lønsedlerne falder igennem, og den superentusiastiske Doug holder moralen oppe med ”emergency movie nights”.
Ind træder Jim Balsillie (Glenn Howerton), den største skiderik i canadisk finans. Kort efter at have afvist RIM på baggrund af et katastrofalt pitch bliver han fyret for, kort sagt, at være et røvhul. Heldigvis er et røvhul lige, hvad RIM har brug for, så Balsillie forhandler sig hurtigt til posten som meddirektør af det kaotiske selskab og forsøger arrigt at vende skuden.
Den anspændte dynamik mellem de tre hovedroller er filmens stærkeste våben – både komisk og dramatisk. Lazaridis er brillant, men socialt akavet, så Doug (som altid kaldes ved sit fornavn) agerer som leder trods sin åbenlyse inkompetence som manager. Balsillie er fra en helt anden verden med andre værdier og prioriteter, og Glenn Howerton stjæler scener til højre og venstre med sin ulmende, rasende energi.
Matt Johnson skildrer konflikterne med en erfaren sans for timing. Det er ikke bare den velskrevne dialog, men kamerabevægelser og klipning, der sælger humoren. Det håndholdte kamera placeres med slørede objekter i forgrunden eller glasruder mellem os og karaktererne. Vores udsyn er uklart, ligesom de desperate antihelte vi følger.
Men deres anstrengelser betaler sig; hele teknologiverdenen arbejder på at få internettet på en mobilenhed, og Lazaridis er nørden, der har knækket koden. En prototype, en nervepirrende præsentation, og en montage senere er Blackberry på toppen af verden.
Faldet, der snart følger, er ikke en gradvis, tragisk korruption, men et styrtdyk. Så snart Balsillie ser en finansiel trussel til sit nye megaselskab, tager han dumdristige midler i brug for at skubbe aktiepriserne i vejret. Lazaridis, hvis ego tidligere var gemt under mumlende dialog og tøvende fagter, begynder hurtigt at tro en anelse for meget på sit eget geni.
Doug bevarer selvbevidstheden længe nok til at undslippe historiens uundgåelige slutning. Apple kommer på banen, føderale agenter banker på døren, og festen er ovre.
Her kommer så det store spørgsmål: og hvad så? Nogle canadiere var talentfulde og heldige, men heldet løb ud og talentet fulgte ikke med tiden. De tabte på markedet og er nu blevet en vittighed. Tilføjer filmen noget, vi ikke allerede vidste?
Måske vi skal kigge på Doug, den svedbåndsklædte repræsentant for de nørder, der gjorde det hele muligt. Blackberry er ikke forgabt i finansiel succes – men den er ikke så lidt nostalgisk for, hvad der kom forinden. Det var en gruppe venner, der spillede ”Doom” på deres arbejdscomputere i et rodet fælleskontor, som udviklede teknologien, du nu har i din lomme.
Den største joke i filmen er, at de havde brug for et egoistisk røvhul, før den teknologi kunne ændre verden.
Kommentarer