Af Joakim Søgaard
Den midaldrende manuskriptforfatter Adam (Andrew Scott) lever et liv med monotone og ensomme dage. På en gåtur i parken genkender han en mand på afstand og følger efter det velkendte ansigt til et lille hus i den engelske provins. I døråbningen tager manden, der viser sig at være Adams far (Jamie Bell), og en kvinde, Adams mor (Claire Foy), imod ham med åbne arme. De har tydeligvis ikke set sønnen i mange år, alligevel synes der ikke noget mærkeligt i dette øjensynligt tilfældige møde. Så den lille familie sætter sig til bords i barndomshjemmet, udveksler gamle minder og forældrene spørger nysgerrigt ind til sønnens liv.
Adam forsøger på dette tidspunkt at skrive et manuskript om sine forældre, der på tragisk vis døde i et biluheld, da sønnen var 12 år gammel. Alligevel er mødet med de nu jævnaldrende forældre ikke et minde. De er spillevende for Adam; klarer over deres fatale skæbne og i stand til at interagere med den nutidige udgave af deres søn. Filmen kræver ens accept af, at fortiden ikke blot eksisterer i fortiden, men også som en del af nutiden.
Andrew Haigh drager én ind i denne melankolske fantasiverden med et simpelt, men sikkert og effektivt filmsprog, der hele tiden antyder tilstedeværelsen af det overnaturlige, men uden overtydeligt at konkretisere det. Med enkle kameraførelser og klippetekniker, der isolerer Adam fra omgivelserne, indtræder vi i et intimt og ensomt univers, der trods en drømmende kvalitet føles fuldkommen troværdigt.
All of Us Strangers er en filmatisering af den japanske forfatter Taichi Yamadas roman ’Strangers’, der foregår i Tokyo. Haighs filmudgave er sat i London, hvor Adam bor i et højt, nybygget lejlighedskompleks, der, stor set mennesketomt, står og rager op fra sine omgivelser som en projektion af karakterens ensomhed. Der bor dog i hvert fald en anden person i bygningen; Harry (Paul Mescal), der en aften forvilder sig halvfuld ned til Adams lejlighed, med en flaske rom i hånden.
Sideløbende med, at Adam forsætter besøgende hos forældrene i barndomshjemmet, indleder han og Harry et romantisk forhold. Kemien mellem Scott og Mescal er af den slags, der gør, at man glemmer verden udenfor. Det rører dybt at se de to ensomme sjæle finde hinanden og tilføjer samtidig til den overordnede følelse af, at filmens få karakterer lever i deres egen lille, isolerede verden. En både smuk og sørgelig verdensfjernhed.
Harry bringer en charmerende tilstedeværelse med sig, men man bliver hurtigt klar over, at han har sine egne dæmoner at kæmpe med. Paul Mescal spiller rollen med en glimrende tvetydig mystik, men man kan godt savne en større indsigt i karakterens psyke, der som Adams synes tynget af fortiden.
Der er nemlig ikke kun forældrene, der hjemsøger. Selvom de to mænd insisterer på, at deres seksualitet i dag er bredt accepteret, kæmper de stadig med den ensomhed, der historisk set har fulgt med at være queer. Fortiden er der, da Adam fortæller den yngre Harry om ikke at turde have sex under aids-pandemien i frygt for sit liv. Men endnu mere hjerteskærende, tilstedeværende da han som sit fuldvoksne jeg fortæller moderen, at han er homoseksuel, og hun ikke ønsker at acceptere det.
Adam forsætter dog med at besøge forældrene uden, at der gøres et større drama ud af det. Som med filmsproget er manuskriptet også fedtfattigt og præcist. Derfor ligger en stor del af dramaet i Andrew Scotts præstation – og der er det i gode hænder. De sælsomme øjne kommunikerer en underspillet melankoli, som bliver essensen af karakteren. Der er en varme i den måde han indtager den tabte rolle som barn i forældrenes selskab, men uden nogensinde at undslippe frygten for atter at skulle sige farvel for altid. Et karrierehøjdepunkt for Andrew Scott, der cementerer skuespillerens fantastiske sensibilitet.
Som Adam bevæger sig dybere ind i det genoprettede forhold til forældrene samt romancen med Harry, bliver det sværere at skelne virkelighed fra fantasi. Gennem filmen opbygges et tæt forhold til de få karakterer – alle velskrevet og velspillet – og det er svært ikke at forelske sig i Scott og Mescals forhold, hvilket blot gør den brutale slutning desto mere knusende.
All of Us Strangers er en hjerteskærende film om fortidens spøgelser og hvordan kærlighed såvel som sorg aldrig helt forlader os – og en film, der ikke foreløbig forlader mine tanker.
Kommentarer