Af Joakim Søgaard
Ali (Adeel Akhtar) lytter til punk, rock og elektronisk musik. Ava (Claire Rushbrook) er til Country og folk. I den kontrast ligger filmens kerne om en forelskelse på tværs af to forskellige verdener, som har langt flere forskelle end blot musikken i deres liv.
Ali er landlord (en af de sødeste af slagsen), og da han en regnvejrsdag hjælper med at hente en udlejers datter fra skole, giver han også et lift til hjælpelæreren Ava. Kemien er ikke til at tage fejl af. Samtalen flyder og latteren fylder bilen.
Men de kommer fra hvert deres område af den engelske forstad Bradford og har forskellige kulturelle baggrunde. Ali har pakistanske rødder – Ava irske. Og med hver deres overbeskyttende og fordomsfulde familier, er der svære vilkår for forholdet mellem dem.
Da Avas søn Callum (Shaun Thomas) første gang ser sin mor sammen med Ali, braser han ind ad døren med et sværd i hånden, i bedste Zorro-stil som Ali ikke kan undlade at bemærke, for at smide ham ud. Selvom Ava i teorien bor alene, er hendes hjem konstant fyldt op med en stor flok af livlige børn og børnebørn.
I den anden ende af byen bor Ali sammen med sin kone. Det er der dog ikke noget suspekt over. De er separeret, sover i hver deres værelse og ser generelt ikke meget til hinanden. Problemet er, at Ali ikke har turde fortælle resten af familien om den kommende skilsmisse og derfor er tvunget til at opholde en facade overfor dem.
Adeel Akhtar skaber en nuanceret karakter, der på overfladen har en barnagtig glæde omkring livet, men når han sidder alene om aftenen er nødt til at drukne sine tanker og problemer ved at skrue helt op for musikken i høretelefonerne.
Med så kringlede familieliv er det bedste ikke at give sig hen til den åbenlyse kemi. Men det er ikke sådan lige at lægge låg på følelserne, når en person har sat sig fast i hjernen som en god sang.
Hvilket skal forstås i bogstaveligste forstand. Ali lærer sig selv at spille Bob Dylans melankolske ”Mama, You Been On My Mind” på Ukulele, mens Ava på vej hjem i toget lytter til et elektroniske up-tempo nummer, Ali viste hende ved et af deres første møder.
Soundtracket er Ali & Avas tredje store hovedperson, og dens helt store stjerne. For med et diverse soundtrack der spænder lige fra Dylans bløde toner til Daniel Averys bastunge ”Drone Logic”, taler sangene ikke blot ind i en allerede eksisterende stemning, men tilføjer nye lag til historien.
Clio Bernard portrætterer et England vi kender fra Ken Loach, hvor økonomiske problemer, misbrug og vold er en del af livet, men som også indeholder en enorm medmenneskelighed. Filmens verden beriges af komplekse personligheder, der trods egne problemer altid står klar til at hjælpe deres nabo.
Det er en charmerende fortælling med elskværdige karakterer. Alligevel bliver det til tider en smule formularisk og forudsigeligt. Hverken miljøportrættet eller den forbudte kærlighedshistorie er noget, der for alvor virker nytænkende.
Der er tidspunkter som da Ali stopper en flok børn i at kaste sten på sin bil og i stedet starter en fest ved at spille en bestemt sang, hvor forsøget på at skabe endnu en charmerende scene virker noget forceret.
Ali & Ava er en film, der berører emner som kulturelle forskelle og sociale udfordringer, men først og fremmest er det en sød kærlighedshistorie med et soundtrack, som sætter sig fast i hjernen og bliver siddende længe efter du har forladt biografsalens mørke.
Kommentarer