Af Cecilie Hannah Paludan Lütken
De fleste kender nok det norske synth-pop band a-ha for deres kæmpehit Take On Me fra 1985, der med sit karakteristiske bas-riff og ikoniske musikvideo satte bandet på det internationale musikkort. Thomas Robsahms dokumentar a-ha: The Movie fortæller ikke kun historien om hvordan tre unge nordmænd kæmpede for deres drøm om at blive popstjerner, men også hvordan a-ha var, og er, mere end et “tegneserieband”.
Næsten 35 år efter deres gennembrud i midten af 1980’erne, hvor deres debutalbum Hunting High and Low dominerede de amerikanske hitlister, turnerer a-ha stadig verden rundt med deres poppede, melankolske og tidsløse musik. Filmen følger bandet gennem en fireårig periode, der er præget af en mangel på sammenhæng internt i bandet, dårlig stemning og en lang række uenigheder, hvor tilhørsforhold til hinanden skal findes gennem deres fællesskab til musikken.
Mellem koncerterne fortæller a-ha hvordan venskabet mellem guitaristen og keyboardspilleren Pål Waaktaar-Savoy og Magne Furuholmen blev starten på ønsket om at leve af at spille musik. Trods et par skuffende år i London levede drømmen om international succes forsat og tog hurtig fart, da sangeren Morten Harket blev en del af bandet. Gennem sidste halvdel af 1980’erne stormede trioen frem med en række hits, der forvandlede de norske fyre til internationale teenageidoler.
Drømmen blev til virkelighed, men bandet lægger ikke skjul på, hvordan de kæmpede for at slippe ud af den skygge, der fulgte dem overalt efter succesens højdepunkt. De ønskede at skabe deres eget image, der på flere måder kom til at få betydning for a-ha’s videre historie.
a-ha: The Movie giver et intimt og kontrastfyldt indblik i de udfordrende personlige og kreative dynamikker i trioen. Deres venskab har ikke været basis for successen eller ambitionerne, men derimod deres fælles interesse for musikken. Det er netop dét, som gør filmen om a-ha fascinerende og gribende; hvordan den “kollektive ensomhed” i bandet, med skænderier omkring rettigheder, penge og ære, bliver overskygget af deres fælles kærlighed til musik.
Selvom kulden og gnisterne er til at tage og føle på, så falder de hurtigt i baggrunden til fordel for diverse billeder og videoer af bandet gennem deres historie og frem til i dag. Med fortællinger fra bandet selv, og personer tætknyttet til a-ha, får man et bredere og mere fyldestgørende indblik i bandet og deres rejse. Filmen er i sin helhed en “trip down memory lane”, hvor inddragelsen af bandets hits sætter stemningen, og får ens fod til at rykke i takt med musikken.
Det er tydeligt hvor stor en rolle nostalgien omkring a-ha og deres storhedstid i 1980’erne pålægges, hvor tiden efter bandets første opløsning i starten af 1990’erne ikke bliver givet megen opmærksomhed. Selvom der ikke bliver lagt skjul på konflikterne, der har været årsag til a-ha’s lettere interne splittelse, ville det have været interessant at få et dybere indblik i disse; men samtidig fungerer filmen også uden dem. Filmen viser sig som en fortælling om hvordan ungdommens umulige drømme bliver til virkelighed, hvordan successen kommer med en række konsekvenser, og hvordan man som band formår at håndtere dette med tre sæt holdninger, der går i hver sin retning.
a-ha: The Movie er en interessant og nostalgisk fortælling om det norske band, der tog verden med storm, hvor kærligheden til musikken har holdt dem sammen i næsten 40 år, på trods af konflikter og uenigheder. Fremtiden for a-ha er forsat uvis, men med filmen formår de at sætte et foreløbigt komma i historien om dem selv, som et af de største inspirationskilder og bands i historien.
Kommentarer