JUSTICE LEAGUE: Flere helte med færre heltekomplekser

Af Cecilie Grivne Høier

Superman er død. Og uden ham er det, som om verden har mistet håbet – og skurkene har øjnet deres snit til at udnytte det. Tilbage står Batman (Ben Affleck) med de moralske tømmermænd og Diana Prince (Gal Gadot), der ikke er helt klar til at være Wonder Woman på fuldtid. Da en ny trussel fra rummet truer menneskeheden, må Bruce sluge sin stolthed og forsøge at slå pjalterne sammen med Diana og tre andre: atlantikeren Arthur Curry (Jason Momoa), alias Aquaman, der har gemt sig væk i en lille islandsk flække; Barry Allen (Ezra Miller), alias Flash, den superhurtige og hurtigsnakkende akavede college-studerende; og Victor Stone (Ray Fisher) der teknisk set ikke længere er menneske eller i live – men en cyborg. Og selv om Clark Kent (Henry Cavill) for længst er begravet, skal han ikke forvente at få fred.

 

Denne gang står DC’s helte over for skurken Steppenwolf, der leder en hær af Parademons. Hans mission på jorden er at finde de tre Mother Boxes, der udstyrer dens ejer med uendelig kraft.

 

DC har en lidt uheldigt generalieblad, når det kommer til film. En enkelt udstikker har været Patty Jenkins’ Wonder Woman (2017), der generelt internationalt er blevet modtaget rigtig flot. Her sidder Justice League i midten af rangstigen; det er heldigvis et trin op fra Batman V Superman (2016) og Suicide Squad (2016), men den når dog heller ikke op på Wonder Woman-niveauer.

ANMELDELSE AF:
Justice League

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Zack Snyder, Joss Whedon

LAND:
USA

Som mange andre superheltefilm er Justice League desværre blevet afspist med en flad CGI-skurk, der ikke inspirerer nogen nye karakteranalyser. Også fortællingen halter fra tid til anden – den går fra lidt for fast-paced til utroligt langsom og kæmper med at finde en passende mellemgrund. Zack Snyder startede som instruktør på filmen, men blev afløst af Joss Whedon, der efter sigende har haft det endelige ord om filmens udformning. Og den lider lidt under samme problemer, som man har set i hans tidligere superheltefilm, så som Avengers: Age of Ultron: en gråtonet film med for meget CGI, for mange eksplosioner og for lidt udvikling. Flere af de vigtigste karakterer – bl.a. Cyborg – bliver stærkt nedprioriteret, mens den småalkoholiserede Bruce Wayne får mere screen time, end han har fortjent.

 

Der hele er dog ikke kun jammer og elendighed! For faktisk byder filmen også på nogle solide lyspunkter. Når karaktererne endelig får lov til at udfolde sig, skinner de virkelig. En af de fineste scener i filmen, er en velbalanceret og tilbagetrukket samtale mellem Cavill og Amy Adams som Lois Lane. Gadot gør det også hæderligt, selv om hun får det lidt utaknemmelige job at slæbe rundt på Affleck.

 

Humoren er oppet, så meget som man kan, uden at gøre det til en komedie, og det pynter virkelig. Særligt er Ezra Millers Flash god for en kvik bemærkning på en måde, der lægger sig tæt op af TV-serien, og han stjæler tit showet; også Momoas Aquaman er forfriskende ligefrem og ligeglad med heltekomplekser. Den lettere tone er et rart afbræk fra den påtagede dysterhed, der har kendetegnet tidligere film, både hos DC og generelt i genren.

 

Justice League er på ingen måde et nyskabende værk, og den har sine problemer, men overodnet er det en underholdende og selvuhøjtidelig film. I bund og grund må man opveje minusserne med plusserne – og DC er sluppet fra det helt okay denne gang. Den skal da nok blive revset af nogle anmeldere, men undertegnede vil – måske stærkt optimistisk – mene, at den lettere tone og humor lige akkurat tipper Justice League op på fire stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *