Af Josephine Zabeo-Persson
For mange er country synonym med cowboyhat-klædte figurer, der sidder på ladet af deres pickuptruck og synger om knuste hjerter og sydstatsromantik. Countrymusik og dens æstetik har de sidste år oplevet en renæssance. Artister som Lil Nas X og Orville Peck har med stor succes leget med genren og bragt country til et nyt publikum. I de store modehuse sendes modeller ned af catwalkene iført denim, cowboyhatte og støvler. Med biografaktuelle Wild Rose møder vi country i et helt nyt miljø i dets fusion med Glasgow og en temperamentsfuld ung sanger.
Skotske Rose-Lynn (Jessie Buckley) har en stor stemme og en endnu større kærlighed til country. Hun drømmer om en karriere i Nashville, men to børn og en elektronisk fodlænke holder hende fast i Glasgow. Rose-Lynns mor (Julie Walters) mener, at det er tid til at hænge cowboyhatten op og i stedet fokusere på at være en god mor. Men det er lettere sagt end gjort; Rose-Lynns stædige hjerte banker for musikken.
Manuskriptforfatter Nicole Taylor og instruktør Tom Harper har skabt en hjertevarm og humoristisk film om dét at have store aspirationer med hverdagens forpligtigelser som fjende. Rose-Lynn kan ikke bare tage til Nashville. Hun er bundet til Glasgow af to børn og nagende mor. Når hun prioriterer sin karriere ved at synge for line dancers og polterabender på den lokale (og virkelige) countrybar, Glasgow’s Grand Ole Opry, er det på bekostning af tid med familien og den gode samvittighed.
Jessie Buckley er skøn i rollen som den splittede drømmer. Med en fandenivoldskhed og fantastisk stemme giver hun Rose-Lynn en stjernekvalitet, der får én til at tro på, at hun meget vel kunne blive det næste store country-fænomen. Lige så god er Julie Walters som Rose-Lynns mor og håndhæveren af hendes skyldfølelse. Begge taler de Glaswegian, og netop dette er filmen absolutte styrke.
Selvom jeg påstår i starten af denne anmeldelse, at country i disse tider er moderne og dets konventioner under kunstnerisk behandling, så synes kombinationen af Glasgow og country alligevel sjov. Wild Rose er ikke en unik fortælling, men at den foregår i Skotland er forfriskende. Dialekten og grå regnvejrsdage står i perfekt kontrast til Rose-Lynns hvide frynse læderjakke og musikalske ambitioner. Tankerne ledes til klassikere som Billy Elliot (2000) (også med Julie Walters som hård men kærlig balletlærer) om arbejderklasse-talentet og deres higen efter at blive til noget fri for deres hjemstavn.
Wild Rose er en sympatisk fortælling om dét at drømme stort. Tilsat god musik, er det umuligt ikke at vippe med foden i biografens mørke. Når Rose-Lynn optræder på Glasgow’s Grand Ole Opry, kan man måske endda selv drømme om at blive en Glaswegian, rebelsk country-stjerne.
Kommentarer