Af Helena Moustgaard
Mere end 20 år efter dens broadwaydebut er musicalen Wicked nu kommet til biografskærmen. Filmatiseringens første del er flyvende underholdning.
Filmmagien er skruet helt op i oprindelseshistorien om den fremtidige Wicked Witch of the West, Elphaba (Cynthia Erivo), der bliver venner med Glinda the Good Witch (Ariana Grande), med en åbningsscene, der simpelthen ikke ville kunne laves live på scenen. Kameraet tager os forbi Elphabas hat (og den tilhørende vandpyt, der kun kan betyde én ting), og følger en flok bevingede aber over computeranimerede marker, langs vandfald og den gule murstenssti mod en CGI-smaragdby i det fjerne. Intet af det virker den mindste smule ægte, men det hele er storslået og fyldt med fantasi.
Glinda svæver ned i sin lyserøde boble for at fortælle historien om, hvordan hun og heksen kendte hinanden, dengang de var studerende på Shiz University, der er Oz’s svar på Hogwarts. Selvfølgelig er der meget mere til historien, og Wicked tager os med tilbage i tiden til dengang, hvor Glinda første gang mødte – og senere blev venner med – Oz’s fremtidige fjende.
Vi ser Elphabas tidlige liv som en grøn-hudet kvinde, der bliver tvunget til at dele værelse med den lyshårede “queen-bee” Galinda, der ankommer til Shiz med en attitude, som om hun ejer stedet: ”Something is very wrong. I didn’t get my way”. Og det kunne hun lige så godt gøre, for Ariana Grandes skarpe komiske timing og imponerende sangstemme gør det umuligt at hade Galinda, selv når hun får Elphaba til at føle sig lille.
Erivo spiller Elphaba med sødme og sårbarhed, mens hun samtidig bevarer et strejf af fare. Broadway-stjerner skal nå ud til de bagerste rækker, men Erivo bruger de små, subtile ansigtsudtryk til at formidle Elphabas sarkasme foran kameraet. Hun gør det klart, at Elphaba ikke er kun er udstødt, men er nysgerrig og empatisk, selv i en verden, hvor alle dømmer hendes udseende. Og så er hendes sangstemme helt exceptionel.
Sangen “What Is This Feeling?” er et showstopper-nummer. Hovedpersonerne viser deres første afsky for hinanden, i split-screen-skænderier der glider over i en sprudlende skoleomfattende extravaganza, hvor alt bliver til rytme: klikkende bestik, tappende fingre, trampende fødder, rullende stole og skrigende borde. Erivos version af “The Wizard and I” er en “I want”-sang så håbefuld, at den bliver hjerteskærende, når man ved, hvad der venter forude. Cynthia Erivo og Ariana Grande fylder ikke bare de store, rubinrøde Broadway-sko fra de originale skuespillere, men danser gladeligt afsted i dem.
Det samme gør Jonathan Bailey som prinsen Fiyero. Man behøver ikke være kæmpefan af musicals for at blive underholdt, når han snurrer rundt i et magisk bibliotek, mens han opfordrer folk til at mere være egoistiske og flirter med alle omkring ham. Men hvis man er kæmpefan, vil man nyde at se de originale skuespillere Kristin Chenoweth og Idina Menzel optræde i en kort cameo.
Sangene er forrygende, og Chu sparer ikke på noget, når han omgiver dem med overdådige dansenumre, hvor hver eneste ramme er fyldt med detaljer og computer-genererede effekter. Musicalen skal være så stor, overfyldt og altopslugende, at konceptet med at synge og danse om det giver al mening i verden. Men nogle af filmens største øjeblikke er også de mest stille. Der er kun så mange talende dyr og farverige Munchkins, man kan kigge på, før de alle smelter sammen i den samme uadskillelige glans. Nogle af CGI-effekterne er måske lidt for glitrende, alt for langt væk fra den taktile tekstur af liveshows. Filmen lykkes bedre som boarding school-komedie end som et stort Oz-eventyr, der alligevel ikke når til ende.
Wicked-filmatiseringen er nemlig opdelt i to film. Med sine 2 timer og 40 minutter er første film omtrent samme længde som den Broadway-musical, den er baseret på. Og i stedet for en 15 minutters intermission, skal vi vente et helt år på del to.
Ligesom Elphaba har brug for Glinda, har Wicked brug for sin anden halvdel. Og når den kommer, vil jeg sidde klar til endnu et show.
Kommentarer