Af Frida Bay Lorentsen
Efter en voldsom afslutning på sæson 2 er What We Do in the Shadows tilbage med en 3. sæson. Der er forandringer i luften hos vampyr-bofællesskabet, og i bedste mockumentary-stil følger vi de oldgamle vampyr-roomies, mens de tilpasser sig nye ansvar i den desværre hidtil svageste sæson.
Seriens handling starter en måned efter sæson 2’s afslutning. Vampyrerne Nandor (Kayvan Novak), ægteparret Nadja (Natasia Demitriou) og Laszlo (Matt Berry) og energivampyren Colin Robinson (Mark Proksch) har tilfangetaget hustjeneren Guillermo (Harvey Guillén) efter hans redningsaktion og medfølgende massemord på det hemmelighedsfulde Vampiric Counsel. Dette blodbad kommer dog vores protagonister til gode, da manglen på vampyrer i området har skabt en åbning i rådet, som bofællesskabet er nødt til at udfylde. Nadia og Nandor udvælges som ledere, og Guillermo løslades, nu som bodyguard, grundet hans tydelige evner som vampyrjæger. Der er skruet op for det narrative ambitionsniveau, men forsøget på en gennemgående storyline falder kraftigt igennem.
Magtspillet mellem Nandor og Nadia som fællesledere af The Vampiric Counsel er desværre hverken opfindsomt eller interessant nok til at retfærdiggøre den tid, der dedikeres til det. Deres gentagende diskussioner om fordelingen af arbejdsopgaver bliver hurtigt utroligt ensformigt. Imens må de andre karakterer underholde sig med diverse sideplots. Colin Robinson er optaget af hvordan han blev energivampyr, og Laszlo hjælper med hans research. I sig selv er det et spændende lille mysterium, der bringer dem vidt omkring i det okkulte univers og deres nyfundne venskab er et sjovt påfund. Hele handlingsforløbet virker dog bemærkelsesværdigt afskåret fra resten af sæsonen, indtil alt, alt for sent.
Serien brillierer i de episoder, der foregår uafhængigt af den større historie. I afsnit fire, ”The Casino”, tager vampyrerne med deres naboer til kasinobyen Atlantic City. På hotellet mister de kortvarigt deres kræfter og er derfor tvunget til at interagere med den moderne verden. Nandor lærer for første gang, at Jorden ikke hviler på fire elefanters ryg, mens Nadja ”genforenes” med sin gamle ven Frank Sinatra i form af en gruppe kasinosangere. Det er en simpel præmis, men afsnittet er særdeles velskrevet, og et af de bedste i sæsonen.
Trods den lidt slappe historie, er dialogen stadig skarpt og humoristisk skrevet. Berry, Demitrou, Novak og Proksch er alle karismatiske naturtalenter, og på trods af (eller måske i kraft af) karikerede accenter og mimiker, falder en joke aldrig til jorden. Harvey Guillén træder for alvor i karakter i sin præstation som Guillermo. Hans underspillede udtryk er en perfekt kontrast til de overnaturlige optrin omkring ham, som virkelig løfter komikken til et højere niveau.
Produktionsværdien er også helt i top. Som seer får man fornøjelsen af talende gargoiler, blodige halshugninger og en kæmpe oppustelig rotte (besat af Nadias spøgelse), der terroriserer New Yorks gader. De historiske kostumer og hyperdetaljerede sets får alt hvad den kan trække, i lysestager, tunge tæpper og makabre nipsting. Den magiske underverden har aldrig set bedre ud.
Sæson 3 af What We Do in the Shadows er en hæderlig efterfølger til de forrige sæsoner, og fans af serien er garanteret god underholdning alle ti afsnit igennem. Der er stærke øjeblikke, men i forsøget på en gennemgående storyline, danner det samlede udtryk en slap helhed, der efterlader seeren uden blod på (hug)tanden.
Kommentarer