Af Bella Juncker
Indimellem bliver der lavet en film, der formår at vække så stærke følelser, at det er svært ikke at græde. En film, der føles som et langt, varmt kram. En film, der efterlader sit aftryk i dig og en hel masse til eftertanke. En film, som simpelthen er svær ikke at elske og holde af.
We Live in Time, af den irske instruktør John Crowley, er sådan en film. Den fik sin velfortjente verdenspremiere ved Toronto Film Festival i september 2024, og har nu fundet vej til de danske biografer. Hvilken lykke det er!
Selve præmissen bag We Live in Time er ikke noget forfærdeligt originalt og er før blevet set i for eksempel den skæve kærlighedsfilm About Time (2013), klassikeren Before Sunrise (1995) og den rørende Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004).
Alle sammen film, der rummer et element af eksistentialisme, og som handler om tid. Om at sætte pris på tiden og leve i nuet. At se, hvad der er foran dig nu i stedet for, hvad der kan være om lidt, for hvert minut tæller.
Tiden er også centrum i We Live in Time, som på tværs af krydsklipning skildrer livet mellem parret Almut Brühl (den hypnotiserende Florence Pugh) og Tobias Durand (den altid karismatiske Andrew Garfield). Vi vidner deres første møde, deres første kys, alle deres op og nedture, samt den nyhed, der kommer til at ændre deres liv for evigt. For Almut er dødelig syg af tilbagevenden livmoderhalskræft, og hun kæmper med beslutningen om at gennemgå endnu et langt behandlingsforløb uden garanti for at blive rask, for sin families skyld, eller at leve sit liv til det ypperste indtil det er slut, for sin egen skyld.
Fortællingen i We Live in Time er så smukt konstrueret, dybt medrivende og hjertegribende, både i en tragisk forstand, men også på livsbekræftende og inspirerende vis. Det fine og omhyggelige arbejde, der er lagt i filmens både æstetiske og familiære udtryk, samt opbygningen af den meget rørende historie, er intet mindre end tårefremkalende. Tårer, der det meste af tiden ulmer under overfladen og ofte pibler frem, og som både skyldes glæde og sorg på karakternes vegne.
Det er et omfattende og krævende håndværk at sammensætte en film, der formår at balancere alle de forskellige filmtekniske virkemidler så nøje og fermt, at filmen ubesværet fremkalder så stærke og oprigtige følelser igennem sin fulde spilletid. John Crowley mestrer netop det håndværk i den her karismatiske og henrivende tåreperser af en film.
Florence Pugh og Andrew Garfield er desuden to ekstremt herlige hovedkarakterer, der bestemt er en af filmens største styrker. Kemien imellem dem er ægte og de komplimenterer hinanden så uforligneligt godt, både når de er hver for sig og når de er sammen. Det virker skæbnebestemt at de to skulle spille hovedrollerne i denne vidunderlige film.
We Live in Time vil uden tvivl opnå klassikerstatus og blive genbesøgt utallige gange, ligesom andre store romantiske mastodonter, som den tidsløse Pride & Prejudice (2005), søde Notting Hill (1999) og den hjerteskærende kærlighedstragedie Call Me By Your Name (2017) – både på grund af den magiske og livsbekræftende historie, men i den grad også på grund af hovedrolleindehaverne og deres henrivende kemi. We Live in Time er et vidunderligt stykke filmkunst, der fremhæver og understreger, at hvert minut tæller.
Kommentarer