Af Christine Roederer
I et år der har været præget af mangel på superhelte film i blockbuster størrelse, kommer We Can be Heroes (2020) på et tørt sted.
Når rumvæsener pludselig banker på og bortfører Jordens superhelte, kaldet The Heroics, bliver heltenes børn hentet og sat til side for at beskytte dem. Missy Moreno (YaYa Gosselin), datter af heltenes leder, Marcus Moreno (Pedro Pascal), får pludselig travlt med at hjælpe sine nye superheltebørnevenner.
Teamwork er nemlig ikke helt noget, de kender så meget til, men det kan de heldigvis arbejde på, mens de lærer at bruge deres evner: elasticitet, kontrol over tid (både frem OG tilbage!), og selve Guppy (Vivien Blair), datter af Sharkboy og Lavagirl, kan kontrollere vand og har arvet den såkaldte Shark-strength fra sin far.
Marvel og DC har udskudt nærmest alle deres film på grund af COVID-19 pandemien, og på en måde føles det derfor rigtig dejligt at vende tilbage til et æstetisk univers, man kender fra The Adventures of Sharkboy and Lavagirl (2005) og Spy Kids-filmene (2001-). We Can Be Heroes er nemlig det, man kalder en ”standalone sequel,” hvilket betyder, at man egentlig ikke behøver at være bekendt med universet for at forstå filmen – selvom Taylor Dooley vender tilbage som Lavagirl 15 år efter hun først spillede rollen. Taylor Lautner, der spillede Sharkboy, vender dog ikke tilbage til rollen, og er erstattet af JJ Dashnaw.
I ægte Robert Rodriguez ånd har CGI-stilen ikke ændret sig, og man mærker klart, at manden ved hvad han laver, når det kommer til sine børnefilm. Ja, det kan godt være, at dialogen og scenografien er rettet mod de små, og ja, de endelige skurkerumvæsner er ikke den typiske nightmare fuel vi efterhånden forventer, men det betyder slet ikke noget. For man kan sætte sig til rette i sofaen og se filmen uden at være bange for, at der sker noget alt for forfærdeligt.
Om We Can Be Heroes appellerer til børn eller deres forældre ved jeg faktisk ikke helt – børnene vil elske de neonfarvede kulisser, mens det lidt ældre publikum vil nyde nostalgien og mindes Spy Kids-filmene. Jeg kan kun sige, at den var underholdende, og dens uskyldighed var et pust frisk luft i et mediebillede, hvor rå, blodig realisme er blevet normalen, når det gælder superheltefilm.
Den unge Guppy, spillet af Vivien Blair, kender du sikkert fra Bird Box (2018), og Fast Forward, spillet af Akira Akbar, kender du fra Captain Marvel (2019), hvor hun spillede den unge Monica Rambeau. Udover disse to findes adskillige flere unge skuespillere fra rundt omkring i medieverdenen, men det er også det voksne superheltehold, der gør filmen interessant: Pedro Pascal får selskab i form af Priyanka Chopra Jonas, Christian Slater, Sung Kang og Boyd Holbrook.
Når man tænker filmuniverser og auteur instruktører, så glemmer man ofte Robert Rodriguez’ børneunivers, fordi man kun husker Mexico-trilogien (1992-2003) eller nogle af hans andre film, som Alita: Battle Angel (2019) eller Machete (2010) – selvom Machete og Spy Kids-filmene foregår i samme delte filmunivers.
Men man burde ellers huske på Robert Rodriguez’ børneuniverser, fordi de netop gør noget helt særligt. Man kunne tænke, at de ville minde for meget om en Disney Channel fjernsynsfilm, men det gør de ikke helt. Der er et ekstra pift, der gør dem interessante. Hvad det er, ved jeg ikke, men We Can Be Heroes har det, og den giver mig lyst til at gense de andre film i Rodriguez’ børnekollektion.
Kommentarer