Af Christine Roederer
Sidst vi slap, havde Eddie Brock (Tom Hardy) og Venom (også Tom Hardy) accepteret deres symbiotiske forhold i slutningen af Venom (2018) efter at have kæmpet mod den monstrøse Riot (Riz Ahmed) og fortalt det mest basale Symbiote-mytologi til den gennemsnitlige filmgænger, der havde forvildet sig ind i biografens mørke.
I denne film dropper vi den større introduktion til Venom-universet, og dykker ned i tegneseriemystikken, med Cletus Kasadys (Woody Harrelson) ankomst i form af antiheltens personlige nemesis. Eddie Brock forsøger at bygge journalistkarrieren op igen efter at have tabt det hele på gulvet i sidste film, men forholdet med Venom gør det meget svært for ham at fortsætte et almindeligt liv. Selv når Anne Weying (Michelle Williams) kommer ind i billedet igen, er det umuligt for Eddie og Venom at enes om, hvad de dog skal stille op.
Venom: Let There Be Carnage fortsætter i sin forgængers ånd, idet den ikke forsøger at gøre den typiske superheltefilmfan glad men i stedet forsøger at udforske forholdet mellem et meget normalt menneske og et fremmed parasitisk væsen, strandet på Jorden efter at have rejst tværs gennem universet.
Vi ser Eddie forsøge at forhindre Venom i at spise uskyldige mennesker og tilbyde ham chokolade i stedet, og vi ser dem skændes – lidt ligesom det etablerede par, de jo (næsten) er i tegneserierne. Det er dejligt, og det er realistisk – i den udstrækning det nu kan være. Lige indtil Eddies fejde med Cletus Kasady kommer ind i billedet igen, for det giver faktisk ikke rigtig nogen mening hverken filmisk eller narrativt. Der er blandet romantik og tragisk forhistorie ind i hele Cletus Kasady-pakken, men det føles kun overfladisk igennem hele filmen.
Uden muligheden for at dykke dybere ind i dynamikken bag Eddies og Cletus’ fjendtlighed falder filmen fra hinanden, og heltens indsats er aldrig rigtig på spil på noget tidspunkt i filmens 97 minutter. Hverken for Eddie eller for Cletus – og de bliver ellers begge udfordret. Det samme gør Venom og Carnage. Men ligesom i Venom er det okay. For det er ikke den slags superheltefilm. Det er den for kort til.
På en måde føles Venom: Let There Be Carnage som det passionsprojekt, det i virkeligheden er: Tom Hardy var både forfatter og producer på filmen, udover at være hovedkarakter; lidt på samme måde som Ryan Reynolds var i forbindelse med Deadpool 2 (2018).
Filmen har nogle overraskelser, som vil få folk til at grine og trække på smilebåndet. Frances Barrison (Naomie Harris) og Patrick Mulligan (Stephen Graham) bringer også noget pathos ind i billedet, men i sidste ende er der ikke så meget at gøre for at redde filmen og gøre den rigtig god. For det er en god film.
Venom: Let There Be Carnage gør præcis, hvad den skal og mere til, og bør derfor ikke afskrives som en ”mindre” værdig superheltefilm.
Kommentarer