Af Amine Kromann Karacan
Jesper W. Nielsen har instrueret ‘Undtagelsen’, en roman af Christian Jungersen, der byder på et studie i ondskabens mange udformninger lige fra den hverdagslige voksenmobning til tortur og krigsforbrydelser.
Iben (Danica Curcic) og Malene (Amanda Collin) er bedste veninder og arbejder sammen på en lille NGO, der specialiserer sig i folkedrab. Hver dag sidder de og nærstuderer menneskers bestialske handlinger med det formål at skabe retfærdighed for de mange ofre. Iben er dog begyndt at interessere sig en del for selve begrebet ondskab og skriver en række artikler, der argumenterer for at alle mennesker er i stand til at begå onde gerninger.
En dag modtager Iben og Malene trusselsmails, og de mistænker kollegaen Anne-Lise (Sidse Babett Knudsen) – som de jævnligt mobber ved at ignorere hende og hendes youtube-video-forslag – for at stå bag. Den fjerde kollega på kontoret, medløberen Camilla (Lene Maria Christensen), bakker dem op, men så får hun også selv et trusselsbrev. Iben begynder at gå med kniv – situationen eskalerer, og selvfølgelig ender det, befriende, voldeligt.
Iben er traumeramt efter en gidseltagning i Kenya, Malene har gigt og Anne-Lise vil bare gerne være venner med sine mobbere. Kvindernes motiver for at handle, som de gør, flettes gelinde ind i hinanden og skaber nye forviklinger over menneskers ageren og deres evner til at handle ondt. Resultatet er en gennemgående uhygge og spænding, som gør Undtagelsen til en velfungerende thriller.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at lave den, for filmanmeldere, forbudte sammenligning: for bogen er altså bare bedre end filmen. Hvor bogen Undtagelsen var nøgtern og sofistikeret i sin udstilling af hvor raffineret voksne mennesker kan genere hinanden på en arbejdsplads, er filmen Undtagelsen næsten parodisk. Hvorfor sidder voksne mennesker og viser hinanden youtube-videoer på så anstrengt og unaturlig en måde? kommer jeg til at tænke.
Hvor bogen er delikat, er filmen karikeret. Karakterernes indre liv blander sig med virkeligheden på den måde, at når en karakter tænker på en anden, optræder denne i det fysiske rum ved siden af hende, usynlig for alle andre. Da Camilla mindes sin elsker, imens hun under pres udspørges af de andre kvinder fra kontoret om ham, dukker han op, spreder hendes ben og stikker fingrene op i hende, imens hun stakåndet forsøger at forklare sig. Det er simpelthen for plat. Og det er heller ikke troværdigt. En kvinde fyldt med så stor en skam som Camilla, ville ikke sidde på sin kontorplads og være ved at komme, når hun bliver afsløret i sin store hemmelighed.
Sex og mænd fylder en hel del, og det er der som sådan ikke noget galt i, men i sin fremstilling af dette, virker Undtagelsen ofte en smule unuanceret og sensationshungrende. Det samme gør sig gældende ved de mange fotografier af bødler og deres torturofre – det bidrager ikke rigtig til noget af undersøgelsen af ondskab og fremstår mere som en gimmick. De storslåede lokationer i kolde farvenuancer er typisk for genren og fungerer godt, men det er alligevel noget unaturligt ved dele af produktionen. F.eks. ligner det at alle kvinderne har parykker på – playmobil-hår i forskellige farvenuancer og frisurer giver en følelse af falskhed.
På trods af sine mangler leverer Undtagelsen den spænding, den lover. I sin skildring af de fire kvinder, kunne instruktionen og manuskriptet dog godt have gjort brug af lidt mere kvindelig finesse.
Kommentarer