Af Gustav Stubbe Arndal
Lige en opfrisker: Undine er navnet på en mytologisk vandnymfe, der bliver til et menneske, når hun forelsker sig, men må slå sin elskede ihjel og vende tilbage til vandet, hvis elskeren er hende utro. Hvis man ikke har den kontekst, er Undine svær at følge. Men selv med konteksten, synes der at mangle noget i filmens kerne, som stærkt skuespil og flot instruktion ikke kan fikse.
Christian Petzold placerer fablen i nutidens Berlin og fokuserer på Undines (Paula Beer) perspektiv. Vi begynder på en café, hvor hendes kæreste slår op med hende på en meget ubehøvlet måde. Med tårer i øjnene fortæller hun ham, at han bliver ”nødt til at dø”, hvilket er en underlig overdrivelse at anvende, medmindre hendes navn har en dybere betydning.
Den sleske ekskæreste bliver hurtigt glemt, da hun render ind i en skævt charmerende dykker ved navn Christoph (Franz Rogowski) i en ret så unik og våd meet-cute. De falder hurtigt for hinanden, og meget af filmen følger man blot disse nyforelskede mennesker og lader sig smitte af deres kærlige kemi – indtil Undines hemmelighedsfuldhed skaber splid, og der introduceres noget magisk realisme.
Paula Beers prisvindende skuespil i hovedrollen er en af filmens højdepunkter. Hun bevarer mystikken uden at distancere sig og sælger både de jordnære og magiske sider af karakteren. Små og større indre konflikter gør sig tydelige i ansigt og mimik, som når hun tager på arbejde lige efter at have tørret tårer væk.
Hendes arbejde er på et arkitekturhistorisk museum dedikeret til Berlins byplanlægning, hvor hun giver gæster – og publikum – en tur gennem byens historie og belyser væsentlige politiske og filosofiske debatter.
Disse scener bliver givet plads og betydning, og de passer til dels på fortællingen. Genopbygningen af en gammel kirkefacade bliver et billede på hendes kærlighedsliv, hvor fortiden aldrig bliver udvisket, men heller ikke konfronteret.
Alligevel føles de lange guide-ture ikke specielt væsentlige. Berlin bliver diskuteret meget, men optræder ikke som en væsentlig figur i fortællingen eller romancen. Den maleriske metafor vækker tanker, men ikke følelser eller dybere forståelse.
Det samme problem gælder magien. Undines natur kunne virke som allegori, men der bliver ikke gravet nok ned i hendes følelser – filmen er tilbageholden, mere end den er dragende. Den bogstavelige læsning, at Undine rent faktisk er en vandnymfe, forklarer de mystiske hændelser i filmens anden halvdel, men tilfredsstiller ikke på noget dybere plan.
Det er de små øjeblikke udenom den større ”pointe”, der indeholder filmens bedste dele. Både mærkværdigheder som den enorme malle ”Große Günter”, som Christoph møder på sit arbejde flere gange, og et akvarie, der spontant eksploderer. Men også de følsomt kærlige scener mellem hovedpersonerne.
Som helhed hænger Undine dog ikke helt sammen. Det er magisk realisme, hvor magien ikke synes at afklare den realistiske side, og hvor virkeligheden bliver opbrudt med lag på lag af metafor og utydelighed. Måske den mystiske uklarhed er pointen, men det er ikke just en tilfredsstillende filmoplevelse.
Kommentarer