TÓTEM: Mexicansk mesterværk er filmkunst når det er allermest rørende

Af Alexander Bendtsen

Man siger nogle gange, at mindre er mere. I filmisk forstand er Tótem et levende eksempel på dette.

Med sin kun anden spillefilm som instruktør og manuskriptforfatter formidler Lila Avilés en lavmælt fortælling om afviklingen af en surprise-fest for den meget kræftsyge Tonatiuh. En søn, bror, ægtemand og ikke mindst far der i alt for ung en alder ser ud til at have meget begrænset tid tilbage at leve i.

Inden for disse rammer skaber den unge, uerfarne men ikke desto mindre gudsbenådede instruktør et enormt organisk og følelsesladet stykke filmkunst. Det gør hun ved ikke at overdramatisere eller forcere noget. Tværtimod begrænser hun sig, og snævrer fortællingen ind til et lille intimt billede på en familie, der på den her ene dag hver især behandler den realitet, at de er ved at miste en nær. Samtidigt går de sammen om at give Tonatiuh én dag med så meget som muligt at glæde sig over.

Det er sårbart, og det skyldes især den syvårige hovedrolle, Tonatiuhs datter, Sol (spillet fantastisk ømt af Naíma Sentíes), der på dagen tuller rundt i sin bedstefars hus, hvor hendes far er sengeliggende, og hvor festen forberedes og holdes. Kameraet følger hende rundt i huset og forbliver i øjenhøjde med hende stort set uden stemningsmusik og de store filmtekniske manøvrer. Med den passende minimalistiske æstetik og Sentíes’ fantastiske præstation indikeres det på hjerteskærende vis, hvordan Sol konfronteres med at alting har en ende, gennem den realitet at hendes far nærmer sig sin.

Skildringen af Sol er først og fremmest rørende fordi rollen føles virkelighedsnær. Ikke kun i sin triste eftertænksomhed men også i sin ungdommelige impulsivitet, nysgerrighed og kreativitet. Hun føles i det hele taget nuanceret og jordnær ligesom filmens æstetik og ligesom resten af karaktergalleriet. Fra Sols fætter og kusiner der repræsenterer hver deres stadier af opvækst til Sols to tanter, der tackler alting på hver deres stædige og følelsesladede måde, og Sols bedstefar der i mere end en forstand har svært ved at udtrykke sig, selvom han har meget på hjerte.

Ingen af disse dynamikker har behov for at blive forklaret i forceret dialog eller anden slags udpensling. Det kommer naturligt til udtryk i organiske samtaler og lige så organiske pauser. I den æstetiske og dramaturgiske minimalisme hænger følelserne nærmest i luften. Det kommer endnu stærkere til udtryk gennem skildringen af kræftsyge Tonatiuh selv og de dynamikker han deler med de andre karakterer. Hans interaktioner med venner og familie er bundet op på utroligt stærke følelser i nærmest dokumentarisk spillede og filmede scener. Her sættes intet på en spids, og i stedet får den emotionelle vægt bag kærligheden mellem nære, og frustrationen over livets uretfærdigheder lov til at tale for sig selv.

Endnu stærkere er scenerne mellem Tonatiuh og hans hjemmehjælper, og især de scener han deler med Sol og Sols mor. Her går relationerne så dybt med overvældende stærke følelser i spil. Skuespillet og subteksten i dialogen siger alt, uden at noget behøver at blive udpenslet.

Mateo Garcia der spiller Tonatiuh lykkes i øvrigt på bevægende vis med at balancere sin karakters hjerteskærende ydre skrøbelighed med en beundringsværdig indre styrke.

Undervejs finder filmen plads til stykker med god humor, et par indstillinger med mere ekspressionistisk æstetik og små glimt af mere abstrakt historiefortælling. Det er alt sammen elegant inkorporeret af Lila Avilés der viser stort overskud fra instruktørstolen. Hendes sans for fortællerrammeafgrænsning, tonebalancering, instruktion af skuespil, og harmoni mellem æstetik og fortælling er simpelthen fænomenal.

Hvad den unge filmskaber og hendes dygtige filmhold (heriblandt danske Paloma Productions) har skabt med relativt begrænsede midler er vidunderligt. Et stykke yderst bevægende filmkunst som alle filmelskere skylder sig selv at tage ind og se på det store lærred.

Kommentarer