Af Lasse Borch Frisendal
Efter et ustabilt halvt årti med udgivelser, der ofte føltes intetsigende og nærmest følelsesforladte, lignede det lidt, at Marvel havde mistet den charme og det hjerte, der ellers gav dem så mange dedikerede fans. Men med deres nyeste udgivelse, Thunderbolts*, er Marvel nu officielt tilbage til deres rødder.
Thunderbolts* har, som alle de andre bedste Marvel film, nemlig fokus på en karakterbaseret historie. Den følger Yelena (Florence Pugh), der føler sig fortabt og alene i sin hverdag som statslig snigmorder og sabotør. Efter en mulighed for at skaffe sig et nyt liv bliver spoleret, teamer hun op med de andre fortabte antihelte John Walker (Wyatt Russel), The Red Guardian (David Harbour), Ghost (Hannah John-Kamen), Bucky Barnes (Sebastian Stan) og Taskmaster (Olga Kurylenko) for at redde en nogenlunde uskyldig civil.
Alle disse tidligere tilsidesatte antihelte får nu fuld fokus i denne film, og udforskningen af hver deres traumer, længsler og ensomheder er netop dét, der gør denne film så speciel i Marvel universet. Det er måske kun Guardians of the Galaxy filmene, der kan sammenlignes med det niveau af karakterarbejde, som er til stede i Thunderbolts*. Filmen bruger nemlig rigelig tid på bare at lade karaktererne interagere og lære om hinanden, hvilket i samspil med hæsblæsende action sekvenser, der er designet til at vise både karakterernes specifikke styrker og svagheder, skaber en fornøjelig og velbalanceret fortælling, der virkelig har været savnet i MCU’et.
Alle disse antihelte bliver også bragt til live af fantastiske præstationer fra hele castet. Alle skuespillerne bibringer hver især en form for humor blandet med en underliggende tristhed, der er helt perfekt til denne film. David Harbour lægger meget emfase på den humoristiske side af sin karakter med en af de bedste komiske præstationer i MCU’et, der samtidig har en melankolsk blødhed, der giver karakteren lidt mere dybde. Men filmens hovedstjerne er klart Florence Pugh. Hun bærer hele filmens emotionelle kerne på sine skuldre ubesværet med en tør komisk og stoisk præstation, der langsomt revner i løbet af filmen.
Kemien blandt alle skuespillerne er også tydelig, hvilket kun gør den vittige, men naturlige dialog endnu stærkere. Dog gør denne kemi det også ærgerligt, at der går så lang tid, før hele holdet er samlet. Dele af første og anden akt kan nemlig føles en anelse langsomme og udtrukne, hvilket i forlængelse med enkelte kluntede ekspositionsforsøg skaber en lidt usikker start på filmen.
Men de små fejltrin, som Thunderbolts* begår, mærkes næsten ikke, for når den pludselig kommer i fuld sving, rammer den virkelig hårdt. Thunderbolts* føles endelig som en film med en klar vision og en fortælling nogen havde på hjerte, i stedet for bare at være en brik i det store MCU-puslespil. Dens fokus på karakterfortælling og temaer om mentalt helbred er nok til at være rørende, og dens finurlige humor samt kreative action sekvenser gør den også til en vildt underholdende blockbuster. Samlet set er Thunderbolts* nok en af de bedste film, MCU’et nogensinde har udgivet.
Kommentarer