Af Frida Bay Lorentsen
Thor: Ragnarok (2017) var et vendepunkt for Marvels tordengud. Ofte hyldet som en af de bedste Marvelfilm, skabte instruktør Taika Waititi og co. en ny, humoristisk side af den ellers stoiske og royale Thor. Der er meget at leve op til, og Thor: Love and Thunder (2022) er et værdigt bud på en efterfølger.
Thor (Chris Hemsworth) har allieret sig med The Guardians of the Galaxy, og selvom han er i topform til at kæmpe og slås, føler han ensom og ude af stand til at lukke andre mennesker ind. Da holdet opfanger utallige nødsignaler, der varsler om Gorr the God Butchers (Christian Bale) komme, drager Thor i selskab med sin trofaste ven Korg og et sæt scenestjælende, skrigende gedebukke ud for at forhindre ham i at slå resten af galaksens guder ihjel.
Resultatet er en humoristisk rejse gennem Waititis farverige univers. I asernes nye hjem Tønsberg, genforenes Thor med kongen af Asgård, Valkyrie (Tessa Thompson) og ekskæresten Dr. Jane Foster (Natalie Portman), der nu er i besiddelse af hammeren Mjolnir, og derfor har fået kræfter som Thor. Det er et glædeligt gensyn for både ham og publikum, hvor Portman får lov til at lege med de mere fjollede aspekter af Jane, der som helt grøn superhelt stadig er ved at lære, hvordan man agerer helt – blandt andet ved at udarbejde en ”catchphrase”.
I det farvestrålende univers er der også plads til det dystre. Gorr er ikke den mest originale eller veludviklede skurk, men hans blege silhuet og skumle udseende giver anledning til en ildevarslende billedside, når han og hans håndlangere kryber ud af skyggerne.
Humor er dog karakteristisk for filmen, der er overdreven nærmest til perfektion. Dele af filmen vises i montager fortalt af Taika Waititi’s Korg, som på sin underspillede manér er evigt underholdende og et klart højdepunkt i filmen. Kampscenerne sprudler af energi, underbygget af diverse rockklassikere som Sweet Child O’ Mine og Welcome to the Jungle. Det hele kammer over, da vores helte tager til den farverige gudeby Omnipotent City og møder lynguden Zeuz spillet af Russell Crowe (med græsk accent). Det er superfjollet og helt fantastisk.
Filmen lider dog til tider under denne humor, som skaber en småironisk distance til de mere følelsesmæssige scener. Ved Thors afsked med Starlord (Chris Pratt) i starten af filmen, fortæller Starlord ham, at det er bedre at føle sig ”shitty” end slet ikke at føle noget. Dette er en afgørende indsigt for Thor, men da der lige efter laves en række jokes om hans manglende sociale kompetencer, modarbejder humoren øjeblikkets oprigtighed og gør det svært at føle noget for Thor og hans rejse mod at føle følelser igen.
Dette mønster er efterhånden, hvad man er kommet til at forvente af en Marvelfilm, men man kunne håbe, at en film med kærlighed og sårbarhed (og kærlighed som sårbarhed) som centrale temaer kunne modstå fristelsen til at underminere de mere seriøse øjeblikke med en joke eller sarkastisk kommentar. Men ak.
Kan man se bort fra den ofte alt for afvæbnende og malplacerede humor i alvorlige scener samt en halvlunken slutning, er Thor: Love and Thunder med klare Technicolor-farver og humoristiske lethed den perfekte sommer-Blockbuster, der garanterer to timers god underholdning.
Kommentarer