Af Jacob Pedersen
Kvindekroppen har i efterhånden mange årtier lagt krop til lidt af hvert. Nu, under Coralie Fargeats lup, bearbejdes det misogyne kvindesyn med fokus på de psykologiske konsekvenser af mange års objektivisering af kvindekroppen. Bodyhorror-genren er naturligt oplagt til en udforskning af disse tematikker.
Stjernestatussen hos Elisabeth Sparkle (Demi Moore) etableres ved en kort og effektiv montage af nedsættelsen af hendes pompøse Hollywood Walk of Fame-sten. Fra paparazziernes tomme kærlighedserklæringer i blitzenes skær til skiftende årstider, bliver stenen efterhånden forbigået og dermed blot en del af fortovet, nu endda med en revne i. Symbolikken er klar: Sparkle er ikke længere den nye hotte Hollywoodstjerne.
Sparkles Oscar-vindende karriere er nu skiftet ud med fitness-tv-showet ’Sparkle Your Life’, hvor hendes 50-årige krop ikke længere er tilfredsstillende for den kapitalistiske, misogyne tv-boss Harvey (Dennis Quaid), der med mayo-fyldte pil-selv-rejer i mundvigen (hans mund ligner i øvrigt et røvhul) fyrer Sparkle; toppet med en konvolut med teksten ”Du var fantastisk”. Harvey jagter nu en ny, yngre, smukkere, tyndere og mere sexet kvinde, der skal agere publikums blikfang.
Sparkle bliver introduceret til ’The Substance’, et produkt, der ved indsprøjtning skaber en yngre og smukkere dobbeltgænger af én selv. Fødslen af hendes yngre, smukkere jeg, kaldet Sue (Margaret Qualley), foregår i en længere seance på de golde badeværelsesklinker, hvor bodyhorroren sprætter filmen op – kan du ikke lide nåle, huller eller rifter så kig væk her.
Reglen for ’The Substance’ og ens dobbeltgænger er en klassisk 7/7-ordning, hvor de skal dele livet ligeligt mellem de to kroppe, en konstant balance som skal overholdes. Men hvem vil ikke bruge lidt ekstra tid i ens smukkere, unge jeg?
Sues unge figur er som udhugget af Michelangelo, hvilket kameraet ikke skyr fra at vise. Harvey får hurtigt et øje for Sue(-s krop), og gør hende til Hollywoods nye store personlighed (krop & produkt), hvor hun optræder i det røvrystende fitness-tv-show ’Pump It Up With Sue’. De utallige kameraer på produktionen sikrer, at ikke en eneste form på Sues krop går ubeskuet hen. Objektiviseringen er komplet.
The Substance oser af filmteknisk ekvilibrisme. Kameraet er sprudlende, konstant vekslende mellem total- og nærbilleder og vidunderlige billedekompositioner; kreativt topniveau. Luca Guadagninos Challengers (2024) gav os tidligere på året en technosprudlende score. The Substance overgår den score gange to!
Fargeats instruktion er ikke en, man forbinder med blot sin anden spillefilm. Stilen er utroligt raffineret, og den tematiske kritik og kommunikation, specielt i filmens først halvanden time, er enormt effektiv. Særligt production designet er med til at fortælle historien om, hvordan det yngre tærer på det ældre.
De tematisk interessante og satiriske højdepunkter, hvor der rettes kritik af specielt underholdningsindustriens mænd, falmer lidt i den sidste tredjedel, hvor filmen giver sig selv lov til at gå fuld balalajka. Det bliver en kedelig affære, som om pointen allerede er sluppet ud og feset ind. Der kan rettes en mindre kritik af, at filmen kun bearbejder emnet og tematikkerne relativt overfladisk.
Det hele giver mindelser om Nicolas Winding Refns The Neon Demon (2016), både tematisk og audiovisuelt. Foruden temaet (kvindekroppe, skønhed og værdien heri) indeholder begge film også en ekspressionistisk lyd- og billedside, men hvor Refn er tvetydig til et næsten muligt misogynt niveau, er Fargeat klart mere velovervejet og troværdig. Hvor The Neon Demon ender i kategorien stil over indhold, ender The Substance med mere fortolkningsmæssigt indhold … og blod.
The Substance er en buldrende klam bodyhorrorfilm, der vil få David Cronenberg til at klappe lystigt i sine hænder, mens Julia Ducournau (Raw, Titane) må skæve til en ny konkurrent i bodyhorrorgenren – en forfriskende feministisk genoplivning denne genre har fået. Publikum: ja, nogle forlader nok biografen i kvalmende rus, men de, der bliver får sig en filmoplevelse ud over det sædvanlige. En sjælden perle, hvor udtryk og indhold afspejler virkelighedens ubehageligheder.
Kommentarer