THE ROOM NEXT DOOR: At holde døden i sine hænder

Af Alma Wibeck Senderovitz

The Room Next Door, filmatiseringen af amerikanske Sigrid Nunez’ roman, vandt Guldløven ved årets filmfestival i Venedig – og det er med god grund. Pedro Almodóvar har skabt en film, der er tankevækkende og, ironisk nok, livsbekræftende. Ingrid (Julian Moore) er forfatter og finder ved et bogevent ud af, at hendes gamle ungdomsveninde er syg. Deres venskab går tilbage til 80’erne, hvor de som kollegaer var veninder og endda delte en elsker ved navn Damian.

Hun opsøger efter mange år Martha (Tilda Swinton), som fortæller, at hun har livmoderhalskræft. Martha er krigsjournalist og har gennem hele sin karriere skullet beskrive andres krige. Nu står hun midt i sin egen krig mod kræften og mangler evnen til at kunne skrive om den. Denne krig vil hun tabe, men hun vil selv vælge, hvordan det skal ske. Hun køber derfor en pille på dark web, som vil give hende en værdig og simpel død. Men Martha vil ikke dø alene og spørger derfor Ingrid, om hun vil være der – i værelset ved siden af. Ingrid har dog en stærk dødsangst og må overvinde sin tvivl for at kunne være der for Martha i hendes sidste dage på jorden.

Almodóvar har skabt en dybt rørende film om dødelighed og vores ret til at leve og afslutte vores liv på egne betingelser. Det er svært at forstå, hvordan han alligevel har skabt en film, der emmer af liv. Ingrid, der stadig mødes med Damian en gang imellem, står i dyb kontrast til ham. Hendes håb kunne ikke være mere anderledes end Damians opgivende livssyn. Som en mand, der taler til konferencer om klimaforandringer, ser han en verden, der ødelægger sig selv. I en klimakrise, hvor hans håb til menneskene omkring ham er svundet ind, sidder Ingrid med et håb, der skinner. Hun vågner hver daggry til fuglesang og må håbe på, at hendes veninde stadig ikke har taget sit eget liv.

Som døden banker på, åbner Martha sig mere og mere. Hun fortæller om det forskruede forhold, hun har til sin datter, der aldrig tilgav hende, ikke at have en far. Hun fortæller om sin manglende evne til at nyde kultur og kunst, som de ellers havde elsket at tale om. Hun er afklaret med at skulle herfra og har næsten været det lige siden, hun fik diagnosen. I denne mørke verden er der dog plads til håb – det findes faktisk overalt. Filmen har endda en blød og underspillet humor, når karaktererne møder omverdenen. Den balancerer håb og tragedie gennem Almodóvars sans for farver og lys, hvor en farverig verden står i stærk kontrast til livets skrøbelighed.

Moore og Swinton er begge naturlige og leverer to af årets mest ærlige og hjerteskærende præstationer. Man kunne dog næsten undvære flashbacks til Marthas fortid, da dette trækker én ud af en ellers spændende fortælling. Almodóvars tone bliver dog smukt oversat til engelsk og bevarer både hans særlige humor og den dybe sjælelighed, som gennemstrømmer alle hans fortællinger.

Ingrid siger så smukt: “I have felt death in my hand. I never thought it would be so light.” Martha kommer til at symbolisere døden, mens Julianne repræsenterer vedholdenhed og lærer langsomt at skulle acceptere menneskets dødelighed. Almodóvar har formået at lave en optimistisk fortælling, der finder mening trods ødelæggelse og død, og som fortæller os, at døden er vævet ind i livet. Vi må kigge tragedien i øjnene og fortsætte alligevel.

Kommentarer