Af Marius Sørensen
I næsten 60 år har den britiske instruktør Ken Loach lavet film, der har skildret arbejderklassens hverdag og kamp mod uretfærdighed. Vil man sige Kitchen Sink-realisme eller socialrealisme, må man næsten også sige Ken Loach. Og hvor andre britiske instruktører, der fik deres gennembrud under den britiske nybølge – såkaldte ’Vrede Unge Mænd’ – som f.eks. John Schlesinger eller Karel Reisz, med tiden flyttede til Hollywood, er Loach for det meste forblevet trofast mod sin overbevisning om, at der er rigeligt med historier at finde blandt Storbritanniens arbejdere. Med sine to seneste film, I, Daniel Blake (2015) og Sorry We Missed You (2018), har Loach på kirurgisk og hårdtslående vis behandlet senkapitalismens effekt på arbejderklassen i Nordengland, specifikt Newcastle.
Instruktørens nyeste – og måske sidste – film, The Old Oak, foregår også i en landsby i nærheden af Newcastle, hvor pub-ejeren TJ (Dave Turner) bliver kastet ind i en konflikt mellem sine stamkunder på sin pub, The Old Oak, og en gruppe nytilflyttede syriske flygtninge. De lokale i landsbyen bemærker, hvordan deres by, der engang var en stolt mineby, langsomt bliver udhulet af udefrakommende og ser flygtningene som det seneste symbolske spark på munden. TJ og én af syrerne, fotografen Yara, forsøger at starte en ugentlig fællesspisning i TJ’s pub for at mægle mellem de lokale og flygtningene. En opgave, der ikke er uden udfordringer.
Ligesom Loachs to foregående film, starter The Old Oak med en sort skærm og en voice-over. Men hvor de to tidligere film gav et dybt pessimistisk syn på klassekampens fremtid, giver Loach her et bud på, hvordan alt ikke er fortabt, hvis bare man giver plads til solidaritet og næstekærlighed. Det er muligvis årets mest uventede og usandsynlige feel-good-film. Det kunne måske risikere at blive en smule for sentimentalt, men i stedet er det overraskende og tilpas nøgternt.
Et sted findes der en alternativ, dårligere udgave af denne film, der tager den nemme vej og gør de racistiske lokale til formulariske skurke. Men det her er ikke en hvilken som helst film. Loach og manuskriptforfatter Paul Laverty har tid til alle, og filmen formår at udpensle, hvordan alle dens karakterer blot er menneskelige, og at deres frustrationer har dybere rødder. The Old Oak undgår alle typiske og oplagte muligheder for at optrappe dramatikken. Der er noget andet og vigtigere på spil her. Gennem Loachs øje bliver det krystalklart for publikum, hvordan samfundsproblematikkerne hænger sammen. At se The Old Oak er som at få et stykke humanisme skudt direkte i årerne.
Skuespillet er hele vejen igennem sublimt, og vildere endnu er det, at meget af det leveres af debutanter eller amatører, der alle taler med deres lokale Newcastle-accent – en vigtig del af Loachs modus operandi. Igennem filmen løber der en tråd af både sørgmodighed og stolthed over Englands minearbejderes lange kampe mod regeringen. Hvis dette viser sig at være Ken Loachs sidste film, ville man måske ikke ramme helt ved siden af, hvis man læste noget af instruktørens egen stolthed og sørgmodighed over sin karriere i denne tråd. Det giver et vidunderligt meta-lag til filmen.
Også foruden dette lag er The Old Oak en fremragende film. Fortællingen er ikke videre ekstraordinær, men her er alligevel en film, der på én gang både vil knuse dit hjerte og fylde det med varme. Filmen transporterer os ind i dens nordengelske miljø og byder os at forstå alle dens karakterer. Det er lærerigt, sørgeligt og glædeligt – og til tider spændende. Det er en film, der formår at leve op til ét af mediets allervigtigste funktioner: At skabe empati.
Kommentarer