Af Gustav Stubbe Arndal
Superhelte har de sidste par årtier formet sig som sin egen filmgenre. Men de tegneserier, de kommer fra, har længe leget med konceptet i andre kontekster, og mens Disney tjener kassen på de sikre formularer, ser vi mere dristige varianter i film- og tv-værker som Logan (2017) og Watchmen (2019). Vi kan nu tilføje Netflix’ The Old Guard til den liste. En uperfekt, men medrivende og forfriskende vinkel på superheltekonceptet.
Heltene har i denne omgang ingen kostumer eller alter egoer, og har kun én enkelt superkræft: de er udødelige. Deres sår heler hurtigt, en kugle i panden er en midlertidig irritation og hverken alder eller sygdom har haft nogen effekt på dem i deres mange år på jorden. Deres erfaring i kamp og krig er på sin vis deres største superkraft, og de forsøger at bruge den for at hjælpe verden.
Der er kun fire af dem; den yngste fra Napoleonskrigene, og deres leder, ”Andy” (Charlize Theron) siges ikke at kunne huske, hvor gammel hun er – ”too old” er hendes umiddelbare svar. Men en femte dukker op – den afroamerikanske marinesoldat Nile (KiKi Layne) – og gruppen må finde og rekruttere hende, inden hun bliver opsnappet af det diabolske medicinfirma, der er på sporet af dem.
Tricket ved The Old Guard er, at den bruger præmissen om udødelighed til at fortælle en ellers genkendelig spion-action-historie. Alle de overdrevne dele af spion-genren – de absurd kompetente hovedfigurer, der skal arbejde uden for systemet med internationale styrker i hælene – bliver forklaret af den fantastiske præmis. Når Nile vågner op i bagsmækken af Andys bil, er vi allerede ombord med spionplottet og klar til at lære mere om de udødelige.
Her vralter filmen en anelse, som de fleste film med fantasi-koncepter gør, da hver anden scene har et stykke eksposition om de udødeliges evner, svagheder og fortid, men manuskriptforfatter Greg Rucka er også i stand til at lade tingene komme naturligt. De udødeliges flersprogede, kammeratlige dialog bringer karaktererne til live, og Andys evner med en enorm økse behøver ingen dybere forklaring.
Charlize Theron passer perfekt som en årtusinde gammel, udmattet kriger. Hendes karisma er et niveau over resten af castet, selvom KiKi Layne også fører sig frem med en beslutsom energi. Særligt de velkoreograferede kampscener viser talent foran og bagved kameraet. Det er Gina Prince-Bythewoods første actionfilm med et højere budget, og hun instruerer, som om hun har lavet et dusin af dem.
Hun bringer også en sans for repræsentation, ikke blot med en sort kvinde som røvsparkende actionhelt, men også et homoseksuelt par, der er en del af filmens centrum. Nogen vil kalde det overfladisk, men det giver filmen en unik identitet inden for sin genre og siger meget om de udødelige heltes værdier.
The Old Guard holder dog fast i sin genre på godt og ondt. Ansigtsløse lejesoldater står i kø for at blive nakket, der bliver ”hacket ind i deres mainframe”, og et par twists giver ikke helt mening, når man rigtig grubler over det senere. Der er et underliggende tema om trauma og håb – udødelighed gør dig ikke immun overfor sorg og fortrydelse – som er for adskilt fra skudepisoderne til at nå en tilfredsstillende konklusion.
Filmens største svaghed er, at den føles som begyndelsen på en større, mere ambitiøs serie. Men præmissen er så veleksekveret og kampene så gribende, at man mest af alt er sulten efter mere. Man må håbe, Prince-Bythewood kan nå at lave efterfølgeren, før Disney ringer på døren.
Kommentarer